Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Bedste lyd – men betjeningen skuffer

Philips 55PUS860 har en virkelig velgennemtænkt lydløsning. Men smart-tv-delen er ikke så smart.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Dette Philips-tv skiller sig på mange måder ud fra de to øvrige testdeltagere – og i nogen grad også fra Philips’ tidligere modeller. Det gælder for eksempel Ambilight-delen, et Philips-koncept, hvor væggen bag tv’et lyses op i takt med rytmen i billedet. Her får du teknologien i den nyeste variant. Og nu er effekten så kraftig og hurtig til at reagere, at det er nødvendigt med en justering, som du bør bruge noget tid på. Med LED-pærer hele vejen rundt bag skærmen kan det hurtigt blive til et lidt for voldsomt lyshav op ad bagvæggen, det tager næsten fokus fra billedet. Men får du justeret det korrekt ind, kan det give en ekstra dimension til billedet. Det kan også slukkes helt, men korrekt justeret synes vi, det er en fordel for oplevelsen.

Opsætningen er som altid hos Philips gjort meget let, og vi noterer især, at det Android-baserede tv har en ret fiks menu, som du kan få frem med et enkelt tryk på fjernbetjeningen. Herefter fremkommer der rækker med muligheder ovenpå tv-billedet. Hver række kan være film, serier, apps osv. I det hele taget er det ret let at komme til de mange smart-tv-muligheder – de er hele tiden tilgængelige.

Desværre er fjernbetjeningen, hvis store multiknap i midten dublerer som touchpad, en lille katastrofe. Den er så følsom, at du tit trykker forkert, og ofte kommer til at starte noget forkert. En fejlkonstruktion, mener vi.

Philips 55PUS8601 Højttalerne i siden sidder fast med små magneter og kan tages af og placeres længere væk, hvis man ønsker.



Højttalerne kan pilles af
Lydmæssigt skiller Philips-tv’et sig ud ved at have aftagelige højttalere. I hver side kan du klikke små, aflange højttalere på (via indbygget magnet). Det er ret smart, og ønsker du større stereovirkning, kan du hænge dem op på afstand af tv’et.

Der er stadig tale om små højttalere, men da du får lyden direkte, og den i øvrigt suppleres af to små basenheder bagpå tv’et, giver dette tv testens klart bedste lyd. Den er ikke så solid og kraftig som fra en god lydbar. Men lydbilledet er bredt, veldefineret og klart. Tilslut en subwoofer (ekstra tilbehør), og du vil opnå et rigtig fint lydbillede, hvor du ikke behøver tilkøbe mere.

Smart-tv-delen hos Philips fungerer udmærket, men den reagerer ikke lige så hurtigt som hos de to øvrige testdeltagere. Den er bestemt ikke langsom, men i denne høje prisklasse bør det gå lidt mere tjept. Det er, som om menuerne hænger lidt ind imellem – det er enten et softwareproblem eller en lidt for langsom processor.

Billedet er tilfredsstillende. Farverne er dybe og klare, ligesom detaljeringen er god. Der er et lidt kunstigt skær over nogle udsendelser – det kan blive lidt for klinisk. Men med den professionelle ISF-indstilling på billedet, falder det meste på plads. Billedmæssigt vil du ikke blive ked af Philips. Det har måske ikke helt de samme nuancer som Sony-skærmen i de mørke partier og giver ikke den filmiske oplevelse, Panasonic-tv’et kan levere. Men alt i alt et fint tv med mange gode detaljer, selvom der er plads til forbedringer.

Philips 55PUS8601 Det voldsomme Ambilight-lys hele vejen rundt på bagsiden af tv’et kan heldigvis justeres ned i niveau.