Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Pebble

Designet er billigt, og der mangler en touchskærm, men til en pris på under 1000 kroner, er det ellers velfungerende ur et godt køb.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Til forskel fra de øvrige deltagere i testen kommer Pebble ikke fra en af store elektronik-producenter. I stedet har det oprindelse i et selvstændigt iværksætter-projekt, finansieret gennem en Kickstarter-kampagne.

Det har blandt andet den konsekvens, at kompatiliteten er bredere end hos konkurrenterne. Uret fungerer både med Android og iOS, og der er et bredt udvalg af apps tilgængelige på begge platforme - mange udviklet af brugerne.

Byggekvaliteten er dog ikke på højde med de øvrige deltagere. Uret er hele vejen igennem designet i plast og føles ret billigt. Der er heller ikke hverken farve eller touch i skærmen. I stedet er der tale om et sort/hvidt e-ink-display, som har den fordel, at det er nemt at tyde i sollys.

Uret styres med knapper på siderne, og selvom vi havde foretrukket en touchskærm, vænner man sig hurtigt til det.

Opsætningen er utrolig nem og appen, som bruges til at kommunikere med uret, er langt mere brugervenlig end vi have forventet, det lettere nørdede udgangspunkt i betragtning.

For det meste kommer sms’er, Facebook-beskeder og andre meddelelser fint igennem, men af og til mistede uret pludselig forbindelse til mobilen, så beskederne ikke dukkede op.

Alt i alt får du det, du forventer af et smart-ur, og selvom det på hardwarefronten ikke helt kan konkurrere med de øvrige i testen, er det til en pris på under 1000 kroner klart testens bedste køb.