Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Overbevisende Android-tablet

Ventetiden er slut. Android 3-baserede tablets kan endelig købes. De er ikke længere vage spøgelser på internettet. Acer A500 er en af mange, der er arriveret.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Acer Iconia tab A500 er baseret på Honeycomb alias Android 3.0. Den testede tablet var dog opdateret til version 3.1. Netop brugermiljøet afgør, om det er en fornøjelse at bruge tablets eller ej. I tablets er brugermiljøet i endnu højere grad end hos computere flettet sammen med og afhængigt af operativsystemet.

Nobel med vægt bag

Acer Iconia Tab A500 har en ganske nobel fremtoning. Materialet på bagsiden har et børstet aluminiumslook, der runder forsiden og omkranser den sorte skærmramme på de to langsider.

Det er dog ikke den letteste tablet på markedet. Med en vægt på 760 gram kan det godt mærkes, hvis man sidder med denne tablet i udstrakte hænder en stund. Iconia Tab A500 ligger til gengæld urokkeligt fast på et plant underlag og kan betjenes uden tendens til vippen.

Den er fornuftig at holde på, men den ligger ikke helt så godt i hånden som eksempelvis Asus Eee Pad Transformer. Dimensionerne er for øvrigt på 260×177×13,3 mm. Den 10,1" skærm er klar og lysstærk, dog meget blank så genskær elsker den ikke. Opløsningen holder 1.280×800 pixels. Porten til den valgfri docking-station kan genere. Fordi den rager ud i forhold til den afrundede bagkant, vipper A500 frem og tilbage, hvis det forsøges at holde nederste langside mod et fladt underlag.

Brugermiljøet

Alt kan forbedres, men Android Honeycomb gør allerede nu et godt arbejde som platform for tablet-udfoldelserne. Man skal dog gøre sig klart, at en tablet som udgangspunkt ikke er en erstatning for en bærbar.

Platformen drager nytte af multimedie-anvendelse i bredeste forstand samt små apps, der specielt gør nytte i forbindelse med mobile aktiviteter. Honeycomb, her præsenteret i version 3.1, er ret overbevisende inden for førnævnte felt, især fordi det er første udgave af Android, der er skabt til tablets.

Brugeroplevelsen cirkulerer om fem skærme, hvoraf den ene er den kendte skærm ’Hjem’. Skærmene når man til ved at skubbe de foregående skærme til side på den berøringsfølsomme skærm. Det er kun i forbindelse med tildeling af apps og widgets til de enkelte skærme, at man får en grafisk repræsentation af de fem skærme.

Skærmbilledet roterer med enheden, medmindre man har slået funktionen fra med en lille skyder på siden af A500. Der er en lille forsinkelse indbygget i processen. Hastigheden for Acer Iconia Tab A500 er god til langt de fleste opgaver.

Dog var der lejlighedsvis hak og korte stop i afspilning af 1.080p-video, 720p-videoer blev derimod afspillet uden problemer. Den indbyggede browser med faneblade er en drøm at bruge, ligesom det integrerede on screen-tastatur gør sit job godt. Multitasking klarer denne tablet langt bedre end Android-smartphones. De sidste åbne aktiviteter kan der skiftes mellem i et langt bånd, der åbnes forneden.

De små detaljer

Ud over Tegra 2-dual core-cpu’en er der 1GB ram samt 32GB rom, og der er indbygget micro-sdhc-kortlæser. Den er gemt bag et plasticlåg, der også har plads til et simkort. Vores testeksempel havde nemlig ikke 3G indbygget. Læg mærke til det under købet.

Der er mini-hdmi samt minijackstik foroven på den korte led. Forneden er der et usb 2.0- og et micro-usb-stik og stik til den proprietære oplader. Volumen indstilles foroven i venstre side, let at betjene i spil, film med mere.

Lyden er overraskende god, i hvert fald hvis Dolby Mobile er aktiveret. De indbyggede kameraer på 2MP foran og 5MP bagtil klarer det, men er ikke avancerede at bruge trods led-flash i bagsidekameraet. Batterilevetiden virker i mangel på sammenligningsgrundlag o.k., med godt syv timer ved reelt blandet brug.