Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Opgrader din harddisk

Der kommer hele tiden nye teknologier, som gør harddisken smartere. Du behøver dog ikke nødvendigvis købe en helt ny harddisk for at få glæde af dem. Din gamle harddisk kan nemt og forholdsvis billigt opgraderes.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Usb 3.0 kan virkelig sætte skub i filoverførslen, og mange nye computere er udstyret med porte til den nye standard. Hvis du vil have glæde af den hurtige teknologi, når du overfører filer fra harddisken, kan du dog sagtens opgradere din gamle harddisk.

Super Talent er klar med en ny harddiskboks, som giver enhver harddisk superfart med usb 3.0. Ved at trække harddisken ud af sit gamle kabinet og sætte den over i USB 3.0 Storage POD kan du fortsætte med at bruge disken og dens data, men øge hastigheden væsentligt, når der overføres filer til computeren.

Super Talent fortæller, at proceduren er yderst simpel. Den kræver blot et par skruer og under fem minutter af din tid. Harddisken placeres i boksen, låget sættes på, og skruerne skrues i. Så er harddisken klar til at sætte i en usb 3.0-port. Boksen er lille og nem at tage med på farten. Super Talent har desuden sørget for, at den ikke er sart over for stød og vibrationer. En gummiholder inde i boksen holder harddisken fast og sikrer den mod de værste knubs.

Med en pris på 29 dollars (omkring 165 kroner) udgør Super Talent USB 3.0 Storage POD en forholdsvis billig måde at opgradere harddisken. Hvornår vi ser den i Danmark, er endnu uvist, men det varer formentlig ikke længe.

Gør din harddisk til en nas

Når man har flere computerapparater, der skal bruge de samme filer, kan det være lidt omstændeligt at skulle koble hver enkelt af dem til den eksterne harddisk med usb-kabel, hver gang man skal have adgang til filerne.

Det er nemmere med en nas, som kan kobles til apparaterne via WiFi-netværket. Du behøver dog ikke gå ud og investere i en helt ny nas for at opnå denne fordel. Du kan bare anskaffe dig Lacies nye LaPlug, som tilsluttes usb-porten på hvilken som helst harddisk og transformerer den til en nas, som også gør filerne tilgængelige uden for hjemmet ved hjælp af en internettjeneste.

Multimedieindhold kan streames via uPnP og dlna til PlayStation 3, Xbox 360 eller andre kompatible apparater som eksempelvis smartphones og tablets. Foruden gigabit-ethernet og WiFi b/g/n er enheden udstyret med fire usb 2.0-porte, hvori du også kan tilkoble usb-nøgler og andre lagerenheder.

LaCie LaPlug er ude på det danske marked nu - se prisen her.

Boost din harddisks ydelse

En ssd er langt hurtigere end en traditionel harddisk, men kan være en dyr affære, hvis du skal investere i en model, der har nok plads til helt at erstatte de mekaniske skiver. Som vi har set med hybrid, der sammensmelter de to teknologier, kan det imidlertid gøre underværker for hastigheden, hvis man kombinerer en lille ssd, der tager sig af den kritiske databehandling i forbindelse med caching med en almindelig harddisk, der sørger for den store lagerplads, hvor man kan gemme alle filer.

Med udgangspunkt i denne teknik har OCZ skabt en ssd-disk, som du kan kombinere med din eksisterende harddisk for at sende ydelsen i vejret. Ssd’en figurerer således ikke som et selvstændigt drev i computeren. I stedet hjælper den harddisken ved caching, så styresystem og programmer startes væsentligt hurtigere. Den registrerer selv, hvordan du bruger computeren, og hvilke programmer du hyppigst anvender, så den er klar til at sætte ind de rigtige steder.

Med læsehastighed på 550MB/s og skrivehastighed på 410MB/s burde der være grundlag for en mærkbar ydelsesforbedring. Fordelen er så, at du ikke behøver at inves-tere i en stor og dyr ssd. Synaps SSD fås i størrelser på 64GB og 128GB - se priserne her.