Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Office 2010 viser kræfter - del 1

Der er mange nyheder på vej i Office 2010, ikke mindst at
den nu kommer både i en 32bit- og 64bit-udgave. I denne miniserie kigger vi på
de mange spændende nyheder i kontorpakken.

Af Tom Madsen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der har i det seneste år været meget fokus på Windows 7, så det er gledet lidt i baggrunden, at Microsoft også arbejder på en ny version af Office, kaldet Office 2010.

Vi vil i denne artikel og den følgende, som vi bringer imorgen, kigge på hvad der er af nye ting i Office 2010 samt i SharePoint 2010, som der også kommer nye versioner af.

I denne første del kigger vi på de gængse programmer fra pakken, som Word, Excel, Outlook og Access. I næste nummer kigger vi på InfoPath, OneNote, Visio, Project og naturligvis SharePoint serveren. Men lad os komme i gang.

En af nyhederne, hvis ikke den største nyhed, er, at Office nu kommer i både 32bit- og 64bit-udgaver. Så hvis du allerede har skiftet til en 64bit-version af Windows, så kan du, når Office 2010 kommer til foråret næste år, også komme til at køre med 64bit i din Office-pakke.

64bit betyder, at du kan anvende mere hukommelse, end det er muligt med 32bit. Det vil uden tvivl komme dem til gode, der arbejder med meget store Excel-filer eller navigerer rundt med Access databaser.

Microsoft har ikke meldt noget ud om det endnu, men jeg tvivler på, at det bliver muligt at opgradere en eksisterende 32bit Office-pakke til en 64bit Office 2010, af tekniske årsager. En opgradering til en 32bit-version af Office 2010 skulle være lige ud af landevejen.

Bånd til alle

En anden nyhed er, at alle Office-applikationerne nu har fået et Ribbon. I Office 2007 var det kun Word, Excel og Access, der havde det. Nu har både Outlook; InfoPath og OneNote fået det. Ja, selv SharePoint designer, der er webprogrammet til SharePoint udvikling, har fået det.

Microsoft har lavet et CTP build. CTP står for ”Community Technology Preview” og er ikke generelt tilgængeligt. Senere på efteråret er det meningen, at der skal komme en officiel beta-version, som alle kan downloade og prøve. Som sædvanligt er der sket det, at nogen af dem, der har fået adgang til CTP-udgaven af Office 2010, har gjort den tilgængelig på internettet.

Denne og den næste artikel er skrevet i CTP-udgaven af Word 2010 i 64bit og har fungeret fint til bare at skrive tekst, men hvis man begynder at bevæge sig lidt ud i de mere avancerede ting, bliver det tydeligt, at det ’kun’ er en CTP-udgave.

På figur 1 kan du se forskellen mellem et Word 2007 og et Word 2010 ribbon.

Det mest tydelige er, at Office-knappen fra version 2007 er væk. Det viste sig i de målinger, som Microsoft lavede på brugen af Office 2007, at brugerne ikke var klar over, at der gemte sig noget funktionalitet bag knappen. De troede, at det bare var et logo og ledte således forgæves efter ting som gem og gem som. Derfor er Office-knappen i Office 2010 blevet forvandlet til et faneblad i ribbon-grænsefladen.

En ting, som vil glæde mange, er, at filformatet i alle programmerne er det samme, som det er i den nuværende Office 2007, så alle de dokumenter, der er blevet skrevet i Office 2007, kan åbnes og bruges i den kommende Office 2010.

Der er utvivlsomt et utal af ny funktionalitet i Word 2010, men det, jeg forelskede mig i, mens jeg skrev denne artikel, er Screenshot-knappen, der gemmer sig under Insert fanebladet.

På figur 2 kan du se, det der er kaldet screen clipping.

Når man klikker på den, minimeres Word, og du kan markere det, du gerne vil sætte ind i Word. Når du har gjort det, maksimeres Word igen, og det, du har markeret, bliver automatisk indsat i dit dokument.

Dit screenshot bliver gemt i en liste, så du kan indsætte det igen og igen, hvis du har behovet. Der er også en historie, så hvis du har taget flere screenshots, kan du vælge, hvilket et du vil indsætte fra en liste. Det er lidt frækt.

Videre i programpakken

I Excel 2010 er der kommet et helt nyt faneblad i Ribbon-grænsefladen. Det bliver kaldt Team, og du kan se det på Figur 3.

Som navnet antyder, så er det meningen at gøre det nemmere at samarbejde på Excel-dokumenter. Det er kun muligt at bruge den funktionalitet i samarbejde med en SharePoint-server, så hvis I ikke bruger SharePoint hos jer, så er der ikke umiddelbart nogen vinding her, men måske en grund til at overveje en SharePoint-installation?

Outlook 2010 er en af de applikationer, der har modtaget mest arbejde af alle dem, der findes i Office 2010.

Udover at have fået et ribbon som resten af applikationerne i pakken, så er der kommet en del ny funktionalitet til, der skal fungere i samarbejde med den kommende Exchange 2010.

Exchange 2010 er ude i en offentlig beta nu, men som resten af de servere, der skal understøtte Office 2010, så kan den kun fås i en 64bit-udgave. En af dem, der bliver promoveret mest, er muligheden for ’mute’ e-mailkommunikation.

Med Outlook 2010 kommer der nu en ignore-knap. Det betyder, at hvis du modtager mail i en tråd, der ikke er vigtig for dig, så kan du klikke ignore. Det betyder, at selvom du er på som CC i en mail, så vil du ikke længere modtage den. Det fungerer kun i samarbejde med Exchange 2010.

Der er også kommet samtaler til, i samme stil som vi kender det fra Gmail. Du kan se et eksempel på, hvordan en samtale ser ud i Outlook 2010 på figur 4.

Den sidste af Office 2010-applikationerne, vi kigger på i denne del, er Access 2010. På figur 5 kan du se, hvordan Access ser ud, når du åbner programmet første gang.

Det er lidt anderledes, end du kender det fra Access 2007. Men så snart du åbner en database skabelon eller laver en blank database, ser Access ud, som den gør i 2007.

Der har i snart mange år været en begrænsning på størrelserne af Access-databaser på 2GB. Når databaser blev mere end 2GB, så skulle man bruge SQL-server ifølge Microsoft. Om det stadigvæk er tilfældet med Access 2010, har jeg ikke kunnet finde ud af. Jeg gætter på, at i og med Office 2010 kommer i både 32- og 64bit-udgaver, bliver den begrænsning hævet. Det skal blive spændende at se med hvor meget.

Der er selvfølgelig også sket noget på sikkerhedsområdet med Office 2010. En af de ting, der vil blive tilføjet til Office 2010, er muligheden for at læse dokumenter i en ’sandkasse’.

En sandkasse er noget, som sikkerhedsfolk har brugt i mange år. For Office 2010 betyder det, at hvis du får et dokument, der er virusinficeret, eller på anden måde skal begrænses i, hvad det kan gøre, så kan du åbne det i en sandkasse. Når dokumentet befinder sig i sandkassen, vil det ikke have adgang til noget som helst uden for sandkassen og kan derfor ikke inficere din computer.

Alt i alt ser det ud til, at hvis du allerede bruger Office 2007, så bliver et skifte til Office 2010 ikke den samme omvæltning, som skiftet fra Office 2003 til 2007 var det. Det var en hurtig introduktion til den kommende version af Office-pakken. I næste del af testen kigger vi på resten af programmerne i Office 2010 og Sharepoint 2010-serveren.