Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Meget Mac for pengene

Mac mini giver rigelig smæk for skillingen til den, der ønsker en kompakt Mac-maskine, der kan klare lidt af hvert.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Mac mini er måske ikke Apples højest profilerede maskine, men må betragtes som den billigste vej til Apple-universet. Der er gået et par år siden sidste opgradering. Til gengæld byder den nye version på væsentlige forbedringer.

Processorkræften leveres nu af Intels Haswell-chips, i vores testmaskine en Core i5 på 2,8 GHz. Den suppleres af 8 GB ram og 1 TB Fusion Drive, som kombinerer hastigheden fra en ssd med kapaciteten fra en almindelig harddisk.

Alt i alt giver det en glimrende ydelse, der må tilfredsstille selv krævende brugere. Da der er 802.11ac Wi-Fi-forbindelse, er webhastigheden samtidig høj, og maskinen er forsynet med to Thunderbolt 2-porte og fire USB 3.0-porte, som sikrer hurtig forbindelse til eksterne enheder. HDMI og infrarød forbindelse til fjernbetjening er der også, hvilket gør maskinen velegnet som mediecenter.

Designet er der ikke pillet ved, bortset fra at der ikke længere er mulighed for at åbne maskinen, så man kan foretage opgraderinger. Kan man leve med dette, får man dog rigtig meget Mac for pengene.