Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Vellykkede Bluetooth-bøffer fra Bose

Med SoundLink On-Ear har Bose skabt et helt igennem gedigent Bluetooth-headset.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Trådløse hovedtelefoner gør det unægtelig lidt lettere at tage musikken med på farten, særligt hvis hørebøfferne er kompakte og nemme at klemme ned i lommen.

Det er SoundLink On-Ear, som er Boses bud på et sæt let transportable hørebøffer med Bluetooth-forbindelse. De karakteristisk æggeformede ørepuder er klassisk Bose, men den bløde stofbeklædte hovedbøjle giver hovedtelefonerne deres eget look og gør dem behagelige at bære.

Materialevalget er i det hele taget rigtig fornuftigt. Stof og læder på ørepuderne bidrager til en god komfort og sikrer, at ørene kan ånde, mens plast på bøjlestangen og ydersiden af ørekopperne gør hørebøfferne lette.

Da de samtidig kan klappes sammen, er det faktisk muligt at have SoundLink On-Ear i jakkelommen uden det store besvær. Lyden er klar og detaljeret, præcis som vi har lært at forvente det af Bose. Vi er oppe i den rigtig gode ende, når det kommer til on-ear-hørebøffer. Selv via Bluetooth er lyden fremragende, og den trådløse forbindelse fungerer upåklageligt. Takket være indbygget mikrofon er det også muligt at foretage opkald.