Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Hørebøffer til kontoret

Jabra Evolve er designet specifikt til storrumskontorer.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi ønsker god lyd, uanset hvor vi lytter, men arbejdspladsen sætter andre krav til et headset end hjemmet eller togkupeen. Her kan nemlig være fyldt med forstyrrelser, der generer lytteoplevelsen, og der kan være telefonopkald, der skal besvares.

Jabra har forsøgt at imødekomme disse udfordringer med Evolve, der er designet specifikt til storrumskontorer. Det solide over-ear headset er ganske nydeligt designet i sort og rød, med blød gummi under plastbøjlen og læder på ørekopperne.

 

Det sidder sikkert og behageligt på hovedet og giver ikke de store gener, selv ved flere timers uafbrudt anvendelse. På højre ørekop er en mikrofon, som kan klappes ned, når du vil foretage opkald. Der medfølger også en controller, som kan skrue op og ned for lyden og har knapper til at besvare opkald og mute mikrofonen.

En rund knap i midten får ørekopperne til at lyse op med en rød ring, så medarbejdere omkring dig kan se, at du er optaget. Ved opkald lyser de helt automatisk. Den indbyggede noise cancelling lukker effektivt støj fra omgivelserne ude. Teknisk set er der således tale om et velfungerende og gennemtænkt headset, der kan gøre kontorarbejdet mere ugeneret.

En storslået lydoplevelse får man dog ikke. Lyden er ikke direkte dårlig, men en smule dåse-agtig. Når man ser på prisen, burde man kunne forvente mere.