Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Ultratyndt iPad-cover med keyboard

Superb. Længere behøver skudsmålet næsten ikke at være for Logitechs virkelig vellykkede Bluetooth keyboard-cover til iPad Air.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

UltraThin KB Cover for iPad Air er videreudvikling af det første UltraThin keyboard-cover. Den nye udgave er for det første blevet tyndere, blot 6,4 mm tyk, og vægten er holdt nede på 330 gram.Den komplementerer således Apples iPad Air fortrinligt.

Kvaliteten er også helt i top med en bagside af aluminium, der i den grad passer ind i stilen, så man næsten kan blive i tvivl, hvorvidt man ser på iPads bagside eller på coveret. Tastaturet er lavet i plastic, tasterne har en kort vandring med et semiblødt ”feel”, der dog føles fast nok til at give en rigtig god skrivefornemmelse.

Tasterne har tilstrækkeligt med mellemrum mellem sig til, at tastaturet sagtens kan bruges til mellemlange skriverier. Det er dog på grund af størrelsen stadig ikke så bekvemt som et tastatur i normal størrelse. Tastaturet har indbyggede genvejstaster, der gør det let at hoppe rundt i iOS samt at høre musik med mere. Batterilevetiden skulle være hele tre måneder, hvilket er glimrende.

Noget af det bedste, har vi gemt til sidst: Når iPad Air placeres i den magnetiske rille bag tastaturet, kan man ikke bare have den stående til indtastning eller touch, man kan også med iPad siddende i vippe hele rillen længere bagud, hvilket ofte giver en bedre vinkel til indtastning.

En sidste lille genialitet er, når man skal have coveret på. Så lægger man sin iPad med skæmsiden nedad og skubber den langsomt bagover. Som ved et mirakel popper det magnetiske hængsel op og holder iPad i et fast greb.