Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Førstehjælpskasse til dit netværk

FRITZ!Powerline 546E forbedrer og forlænger dit netværk både via kabel og Wi-Fi.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

FRITZ!Powerline 546E er en stor enhed, og prisen kan godt virke lidt voldsom, men kun indtil man finder ud af, hvad man har med at gøre. Det er nemlig ikke bare en almindelig powerline-adapter med en teoretisk hastighed på 500 Mbit/s, men den fungerer også som et Wi-Fi 802.11n access-point ved 300 Mbit/s. Der er også to 100 Mbit/s-ethernetstik. Kort sagt: Alsidighed er styrken ved Powerline 546E.

Man kan forlænge netværket via powerline, Wi-Fi eller ethernet, alt efter de fysiske forhold i hjemmet. Det havde været rart, hvis det var 1 Gbit/s-ethernetporte, men det er også eneste ankepunkt. I interfacet, som tilgås i din browsers adressefelt via ’fritz.powerline’, er det muligt at skifte modi.

Betjeningen er nem. Alternativt er den godt beskrevet i den medfølgende folder. Powerline 546E kan én ting mere: Fronten har en stikdåse, således at stikkontakten ikke går tabt ved montering af powerline-adapteren. Det er ved knaptryk muligt at få adapteren til at måle elforbruget for de apparater, der monteres i den indbyggede stikdåse. En rigtig tusindkunstner.