Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Buttet HTC-mobil giver meget pengene

Desire 610 er HTCs bud på en billig-mobil. For tæt på en tredjedel af prisen levere den flere af de features du kender fra storebroderen HTC One.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Desire 610 er den ene af to nye billig-mobiler fra HTC (i sidste nummer anmeldte vi dens storebror Desire 816). Den lettere kluntede sag er designet helt i plast, med buttede former og en skærm, der langt fra er ”kant-til-kant”.

Det er helt, som man kan forvente af en mobil i dette prisleje. Med dette taget i betragtning, giver den marineblå mobil faktisk et nogenlunde nobelt indtryk og er samtidig behagelig at holde på. Skærmstørrelsen er 4,7”, og billedet står rigtig fint, omend den beskedne opløsning på 960 x 540 pixel kan gøre tingene lidt kornede.

Desire 610 er udstyret med en Snapdragon 400 quad core-processor på 1,2 GHz. Det er pænt for en mobil i dette prisleje, og ydelsen er da også anstændig, om end man må væbne sig med lidt tålmodighed, når man åbner tungere apps. På nettet er den dog ligeså hurtig som topmobilerne.

Kameraet er 8 MP og skyder glimrende billeder – især i sollys, hvor resultaterne faktisk er direkte imponerende. De indbyggede stereohøjttalere er ikke noget at skrive hjem om, men ellers er der ikke så meget at være utilfreds over ved denne mobil, der til en rigtig fin pris også giver dig gode features som frontkamera, 4G og NFC.