Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Smart tastatur og cover til din Samsung-tablet

Logitech Pro Keyboard Case er et cover med indbygget Bluetooth tastatur
til Samsung Galaxy NotePRO 12.2 og TabPRO 12.2 tablets. Det er et logisk
tilkøb til disse to tablets, hvis man ønsker at benytte dem til
produktivitetsformål som tekstbehandling m.m.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ud over det indbyggede tastatur fungerer Logitech Pro også som cover, der beskytter din tablet, når du er undervejs. Det er meget let at montere en tablet i keyboardcoveret: Den klikkes simpelthen ind imellem en række gummistøtter og sidder perfekt. Der er hul i coveret, så bagkameraet stadig kan benyttes.

Coveret er næsten dækket af en vævet tekstiloverflade. Omkring kameraet består materialet af et læderlignende materiale. Coveret virker meget solidt og beskytter tabletten fortrinligt. Magneter sørger for, at coveret holdes sammenfoldet, når det skal være det.

Batterilevetiden angives til tre måneder, hvilket gør den langtidsholdbar. Når tiden er inde, lades keyboardcoveret op med en medfølgende microUSB til USB-kabel. Tabletten kan enten stå op i keyboard-docken eller tages op og lægges ned. Herved vil den hælde svagt, hvilket giver en god arbejdsstilling.

Tastaturet er et full size tastatur, der har mellemstore afrundede taster med godt mellemrum. Tasterne har en virkelig god og fast fornemmelse, selv om vandringen ikke er blandt de korteste. Det er behageligt i brug, og der tilbydes en række genvejstaster til Android. Et rigtig vellykket keyboardcover.