Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Transportabel højttaler til den trådløse lytter

Creative Muvo 20 er en transportabel Bluetooth 4.0-højttaler med
understøttelse af NFC, så man kan parre sin smartphone eller tablet med
højttaleren ved at tappe på højttaleren med enheden.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Med dimensionerne 115 mm x115 mm x 355 mm og en vægt på cirka et kg hører Muvo 20 ikke til blandt de mindre transportable højttalere.

Den har på den anden side en noget mere velvoksen lyd end mange af de mindre konkurrenter. Det skyldes blandt andet de to 3” enheder, der benytter sig af BasXPort teknologien. Her benytter enhederne sig af en basrefleksport til at generere en dybere og mere kraftfuld bas, end det ellers ville være muligt at gengive i en højttaler af denne størrelse.

Til prisen leverer højttaleren ganske god lyd, selv om dyrere konkurrenter trods alt lyder mere homogene. Lyden er bedst, hvis man anvender en smartphone, der kan afvikle den understøttede aptX codec, hvilket mindsker kvalitetsforskellen på trådløs lyd og kablet lyd. Højttaleren siges at have en batterilevetid på op til ti timer. Det virker plausibelt, selv om vi i testen ikke nåede at bruge den så længe.

En smart feature er, at højttaleren kan oplade din smartphone, hvis der skulle blive brug for det. Ved opkald på ens smartphone kan man besvare opkaldet håndfrit via højttalerens indbyggede mikrofon.