Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Headset til forretningsmanden

Plantronics Voyager Edge UC B-255M er et Bluetooth headset beregnet til unified communications, den testede udgave er certificeret til Skype og Lync.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Samtaler går klart igennem, lyden virker måske knap så nuanceret, men det er let at høre, hvad modparten siger. Det gælder også for modtageren i den anden ende. Mikrofonen og dens digitale signalbehandling fjerner det meste af udefrakommende støj, så længe det højst er på 80 dB. Headsettet kan bruges sammen med smartphones, tablets eller pc.

 

Til brug sammen med pc’er medfølger en USB mini Bluetooth adapter, der kan holde forbindelsen på op til ti meters afstand. Headsettet har foruden tændknappen en todelt volumenknap, som dog er noget pilleri at betjene, heldigvis er det ikke noget, man nødvendigvis skal ret tit. Headsettet er ellers ret automatiseret, når det er parret med eksempelvis en smartphone.

Har man headsettet på, besvares indgående opkald, men det virkeligt smarte er, at opkaldsknappen låses, når man lægger headsettet fra sig, så utilsigtede opkald undgås. B-255M understøtter NFC, hvilket gør det let at parre headsettet med understøttede enheder. Headsettet leveres med en batterilader, der også fungerer som opbevaringsetui til headsettet og Bluetooth adapteren.

Det er meget praktisk og samtidigt godt, da det forlænger headsettets batterilevetid med op til ti timer. Headsettet kan nemlig højst holde batteriet i seks timer, hvilket er noget begrænset for et headset primært til erhvervsbrug.