Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Få trådløs forbindelse til din skærm

Microsoft Wireless Display Adapter gør det nemt at sende indhold fra din smartphone, pc eller tablet til din skærm trådløst.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Nemmere bliver det næsten ikke. Microsoft Wireless Display Adapter gør, hvad den lover - den sender indhold fra din smartphone, pc eller tablet til din skærm, så længe du bruger Windows- (8.1) eller Android- (version 4.2.1 og senere) operativsystemer på enheder, der understøtter Miracast.

Du sætter blot den lille adapter i HDMI-indgangen i den ønskede skærm såsom dit tv, projektor i mødelokalet eller andet samt sætter det strømgivende USB-stik i. Herefter skal du blot finde den rette HDMI-port på f.eks. dit tv, indstille din Windows- eller Android-enhed og sende det ønskede indhold som foto, video og lyd til skærmen.

Adapteren bruger Miracast til at spejle indhold fra din enhed, og der er ingen apps eller krav om trådløst netværk, du skal forholde dig til, hvilket gjorde opsætningen utrolig nem og smertefri.

Billedkvaliteten var fin med kun små hak. Det eneste minus, der kan siges at være ved adapteren, er, at den i visse tilfælde (hvis der ikke er en USB-port lige ved siden af HDMI-stikket) kan kræve, at du køber et USB-forlængerkabel, da ledningen mellem USB- og HDMI-stikket er relativt kort.

Selvom adapteren næppe kan kaldes dyr, ligger den dog prismæssigt en del over tætte konkurrenter som Chromecast. Vil du især spejle indhold fra din Windows Phone, er denne løsning dog den ideelle.