Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Tal til dit armbånd

Sony SmartBand Talk SWR30 er en interessant og langt henad velfungerende blanding af smart-ur og fitness-armbånd.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det vrimler frem med de såkaldte wearables - gadgets du bærer på kroppen. Udvalget bliver således stadig mere mangfoldigt. Et af de mere interessante bud på en wearable kommer fra Sony, der med SmartBand Talk SWR30 har skabt en blanding af smart-ur og fitness-armbånd.

Det bløde gummiarmbånd er i stand til både at vise beskeder fra mobilen samt måle dine skridt og din daglige aktivitet. Det kan tilmed bruges til at besvare og foretage opkald, da der er indbygget højttaler og mikrofon.

På den måde slipper du for at trække mobilen op ad lommen, når nogen ringer til dig. Samtalekvaliteten er acceptabel, men det føles ikke desto mindre lidt sært at tale med sit håndled. Armbåndet modtager også stemmekommandoer, så du kan få vejret, klokken og andre informationer læst op.

På den front fungerer SmartBand Talk væsentligt bedre, end de Android-ure vi har testet. Der er mulighed for at hente forskellige apps, så du eksempelvis kan styre din musik på mobilen og meget andet. Som skridttæller fungerer armbåndet glimrende, og da det ganske præcist registrerer, om du går, løber eller cykler, giver det et brugbart overblik over dagens aktivitetsniveau, som vises via Sonys overskuelige smartphone-apps.

Det havde dog været rart, om der også var en pulsmåler, da det havde øget dets anvendelighed som fitness-armbånd betragteligt. Hvad der på afgørende vis adskiller armbåndet fra de fleste andre er e-ink-displayet, som viser info og bruges til at navigere i funktionerne. E-ink har den fordel, at det er nemt at tyde i dagslys og stort set ikke bruger strøm.

Således klarer SmartBand Talk op til tre dage på en opladning. En ulempe er dog, at touchfølsomheden er begrænset - du kan kun bladre og tappe hårdt for at betjene det. Dertil kommer, at den matte skærm er alt andet end spændende at se på.

Og det betyder altså noget, når det nu er en beklædningsgenstand, vi her har med at gøre. Smartband Talk er således et rigtig spændende - og langt henad vejen velfungerende - bud på en alsidig wearable, men også en af de mest ucharmerende af slagsen vi hidtil har set.