Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Ny nas uden de store nyheder

Den nye nas, Sharecenter Pulse, fra D-Link er designmæssigt noget nyt, men rent indholdsmæssigt og funktionsmæssigt er der ikke sket det store.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En nas er en nas, og der er efterhånden ikke så meget mere funktionalitet, der kan presses ned i disse netværksenheder. Det vises også klart med den nye nas, ShareCenter Pulse, fra D-Link, hvor det primært er et nyt udseende og energibesparende funktioner, der er nyhederne.

Men lad os starte fra en ende af og kigge ShareCenter lidt efter i sømmene. Lige ud af startblokkene skal D-Link have ros. Ros, fordi man har givet sit design en ordentlig overhaling. ShareCenter føles godt nok meget ”plastic-agtig”, når du håndterer den, men den ser pæn ud, både når den er slukket, og når den er tændt, og de små indikatorer lyser op i bunden af panelet.

Den er udstyret med ganske få tilslutninger: et usb-stik på forsiden, der er gemt bag et lille panel, og strøm- samt netværksforbindelse på bagsiden. Enkelt og minimalistisk. På forsiden sidder der ligeledes en tænd/sluk-knap, og det er alt. Igen er det med til at give den et meget enkelt og pænt udseende.

Lidt om indmaden

Men plasticfølelsen kommer for alvor til udtryk, når du åbner den, og skal til at montere harddiske i den. Den understøtter en eller to 3,5” sata-diske af op til 2TB pr. disk, så du kan få en nas på 4TB, hvilket er ret pænt.

Men for at montere diskene skal du have toppen af, og det foregår ved, at du med den ene hånd trækker en skyder på bagsiden til side, og med den anden hånd presser låget bagud, hvorefter du kan løfte det af. Ikke specielt elegant, og hele enheden føles meget ustabil, mens du udfører den handling.

Med låget af kan du så montere disken, og det foregår ved, at du bare sænker den ned og presser den på plads. Det er nemt nok og ikke noget problem overhovedet. På med låget, og du er nu klar til at forbinde ShareCenter til dit netværk.

ShareCenter understøtter giga- bit-ethernet, hvilket er skønt. Så kan du få smæk på backup, hvis din router også understøtter gigabit.

Med ShareCenter installeret på netværket logger du ind på den og sætter den op. D-Link har et velkendt interface, og det er relativt let at sætte ShareCenter op.

Her er det så, at vi mangler lidt nyheder. Det er ikke det store, der er sket siden sidst. Du kan opsætte grupper og brugere med rettigheder, du kan lade den lege uPnP-medie- server, den kan være ftp-server, og den har indbygget BitTorrent-- klient.

Den kan også fungere som printserver, hvis du har en printer, der ikke i forvejen selv kan dele sig mellem flere brugere på netværket, og den understøtter raid 1, så du har større sikkerhed for dine data.

Alt dette er ikke noget nyt, det har vi set før. Det fungerer fint på ShareCenter, men der er ikke rigtig noget, der gør, at den adskiller sig fra alle andre nas, vi har kigget på.

Nyhederne

De to ting, som vi dog kunne finde der, rent funktionsmæssigt, er den inkluderede FarStone-backupsoftware, der er med, og at D-Link nu har en Green-teknologi, der skulle gøre enheden energibesparende.

D-Link skal have point for at inkludere FarStone i denne pakke. Green-teknologien er et godt træk, men det er ikke specielt nyttigt her. Det, der virkelig bruger strøm, er harddiskene, og hvis du bare kan få dem til at slukke, når de ikke bruges, så er du hjemme, og det er noget, de fleste nas har kunnet i flere år.

Den beskedne mængde elektronik, der er i ShareCenter, bruger ikke så meget strøm, at en grøn funktion gør den store forskel.

ShareCenter er en god enhed, men den adskiller sig ikke rigtig, og det er lidt ærgerligt, når nu D-Link har sendt en ny enhed på gaden.