Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Mobilen blev præsenteret ved et pressemøde i Københavns indre by tidligere på dagen. Her fortalte Christina Agger, CEO og grundlægger af firmaet ID2ME, som står bag mobilen: ”Udfordringen i markedet i dag er, at de fleste smartphones ligner hinanden, og det er nuancer, der skiller dem ad. Mange tilbyder tilmed et meget ustruktureret univers, som er svært at navigere i. Vi mener, at tiden er inde til at få struktur på smartphone-platformen og skabe en mere simpel måde at navigere i sin telefon på.” Med over 15 år i mobilbranchen længe har Christina Agger længe set et behov for at nyskabelse på området.
ID1 er baseret på Android, men ID2ME har produceret egen hardware og udviklet sit egen interface, som ligger oven på Googles system og gør det nemmere for brugeren at finde sine favoritapps, relationer og søge inspiration på sin smartphone.
ID1 benytter desuden en såkaldt ’muscle memory’-teknologi, der gør, at brugeren kan føle sig frem til sine apps – med andre ord finde sine apps uden at kigge på telefonen.
Mobilen er forsynet med 5" Full HD-skærm og den får sine kræfter fra en 64-bit octa-core-processor på 1,7GHz. På bagsiden er der 13 MP kamera og på fronten 5 MP kamera. Der er 16 GB indbygget lager og plads til udvidelse med SD-kort, og ID2 kan desuden forsynes med to simkort.
Konstant beta
ID1 er baseret på en ’constant beta’-tankegang, som indbefatter, at den unge målgruppe bliver løbende engageret i videreudviklingen af smartphonen. Rammen for dette er IDLAB – et fysisk showroom såvel som et digitalt rum, hvor initiativer vil blive igangsat, så
unge kan mødes og udvikle sammen inden for forskellige områder, der relaterer sig til smartphone-anvendelse.
”Vi tror på, at de unge ligger inden med masser af kreativitet og innovation og gerne vil engagere sig i at udvikle fremtidens telefon. Med IDLAB ønsker vi at imødekomme de unges ønsker om personalisering og involvering, og med en åben tilgang ønsker vi løbende forbedringer og videreudvikling af telefonen – eksempelvis inden for lyddesign, grafisk design og apps,” siger Christina Agger. ”Vi vil med andre ord give vores brugere indflydelse og i samarbejde med dem skabe en bedre smartphone-platform.”
ID1 kan købes i Telia og Elgiganten fra 7. januar 2016. Prisen er 3.999 kroner.
Alt om DATA fik et eksemplar med til test, så du kan se frem til en anmeldelse af ID1 i et kommende nummer.