Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Nu vil computeren være en fri kunstner

Computere kan styre biler, tog og skibe, slå mestre i skak og vinde konkurrencer på paratviden. Men vil en computer også en dag kunne vinde Sonning Prisen og blive Årets Kunstner eller få Boghandlernes Gyldne Laurbær? Det er måske ikke utænkeligt, viser nye eksperimenter.

Af Palle Vibe, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Computeren vinder frem på stadigt flere felter, hvor mennesket hidtil har været enerådende. Den har for længst slået verdensmesteren i skak og vundet over eksperter i paratviden. Men den mangler da stadig at kunne skrive musik eller romaner og male som en klassisk komponist, kunstner og forfatter? Ja, endnu. Men computere er begyndt at udfolde sig på disse kreative områder, og de er ved at hale ind.

Den britiske matematiker Alan Turing, der var med til at grundlægge datalogien, stillede helt tilbage i 1950 spørgsmålet: Kan maskiner tænke? Og for om muligt at finde ud af det, udtænkte han sin berømte Turing-test: Hvis du ikke opdager, om du taler med et menneske eller en computer, har computeren bestået prøven. Testen kan med få modifikationer også prøve computere, der angiveligt kan både komponere og male. Der er stadig en skillelinje, men den bliver svagere og svagere.

Snyder også eksperter

Der har gennem tiden været gjort mange forsøg på at få computere til at komponere meningsfyldt musik. Et af de bedste eksempler er programmet Emily Howell, der er skabt af musikprofessoren David Cope fra det amerikanske universitet UC Santa Cruz i 1990’erne.

Emily Howell er udformet som en slags interaktivt interface, der komponerer musik på basis af forskellige temaer, der er skabt af et tidligere musikskriverprogram ved navn Experiments in Musical Intelligence. Cope har udformet programmet, så det også kan modtage og reagere på feedback fra tilhørere, og efterhånden har programmet udviklet sin egen typiske stil.

Emily Howells første album From Darkness Light udkom i 2010 og rummer adskillige kompositioner for kammerorkester og flere klaverer. Mange etablerede kunstnere og orkestre afslår dog at spille Emily Howells værker, som generelt opfattes som kontroversielle.

For nylig har også spanske forskere udviklet en overraskende velfungerende komponist-algoritme, der lader computere skabe deres egen musik. De råder nu over to computere, der hver for sig har udgivet hhv. et klassisk album og en cd med elektronisk musik.

Den ene computer er døbt Iamus, og den står på universitetet i Malaga i Spanien. Lamus er især skrap til at skrive kammermusik, og faktisk har den komponeret musik til et helt album, der blev udsendt i 2012, og hvor musikken er indspillet af London Symphony Orchestra. Medvirkende på albummet er også komponisten og koncertpianisten Gustavo Diaz-Jerez fra Centro Superior de Música del País Vasco i Spanien.

Blandt musikstykkerne fremhæves kammersuiten Hello World, som selv eksperter i klassisk musik har erklæret ægte og dateret til omkring 1920 til 1930.

Nøglen til Iamus’ succes ligger i softwarens indbyggede evne til at efterligne ”naturlig musikkomposition”. Programmet genererer først tilfældige musikfragmenter af forskellig længde og ændrer og tilpasser derpå disse stykker i overensstemmelse med gængse musikalske regler. På den måde skabes musik ud fra enkle brudstykker, der både lever op til alle regler og krav, og som også kan varieres i næsten det uendelige.

I realiteten ikke en proces, der er ret meget forskellig fra den måde, menneskelige komponister arbejder. Programmet tager oven i købet praktiske hensyn til, om de foreslåede toneforløb overhovedet kan spilles på de instrumenter, de er tiltænkt (hvilket menneskelige komponister, der måske selv er pianister, ofte glemmer, når de skriver musik for strygere). Og det faktum har fået mange til at tro på, at der må stå en dygtig komponist af kød og blod bag Iamus’ frembringelser,

Nu er kammermusik måske ikke alles kop te, så forskerne har også forsøgt sig med en nyere stil, hvor de har anvendt deres forskningsprogram til at konstruere computeren ”Melomics109”, der skriver mere moderne elektroniske værker. Resultatet er foreløbig blevet cd’en ”0Music” fra 2014. Forskerne vil fortsætte med at lade Iamus og Melomics109 komponere musik i håb om, at de to computere og deres software kan fungere som inspiration for komponister rundt omkring i verden. Ikke uventet kan computerne også glimrende frembringe modernistisk eksperimentalmusik og burde måske også kunne anvendes til at skabe helt

ny musik, som ingen har hørt før.
De spanske forskeres musikcomputere har sjovt nok modtaget bred anerkendelse fra både musikere og publikum, og det har gjort de spanske forskere overbeviste om, at deres program har bestået en slags musikalsk Turing-test. Men der har naturligvis også rejst sig kritiske røster, der mener, at først den dag programmet kan frembringe melodiske værker, der kan sammenlignes med Mozart eller andre af de store klassiske komponister, har det bestået sådan en Turing-test. Og dertil er det trods alt ikke kommet.

Det malende fjols

Der er måske også endnu et stykke vej tilbage, før et computerskabt maleri kan indbringe lige så meget på verdens kunstauktioner som Rubens, Rembrandt og Raphael, men flere specielle computerprogrammer er dukket op, som faktisk gør selv gode menneskelige kunstnere rangen særdeles stridig.

Et af disse programmer hedder The Painting Fool og er udviklet af den engelske forsker Simon Colton med det mål at kunne udfærdige malerier med ikke blot selvstændig kvalitet, men ligefrem med en form for selvstændig kreativitet. Simon Colton er computerprogrammør og professor ved Goldsmith, som er en del af University of London, og en af verdens førende forskere inden for det område, som kaldes ”computational creativity”, dvs. kunstig kreativitet.

Colton har fået hjælp af en specialistkollega på området, Geraint Wiggins, og de karakteriserer computational creativity med nøgleordene selvstændighed, ansvar og adfærd. Det er nemlig sådanne egenskaber, der adskiller The Painting Fool fra f.eks. Adobe-programmet Photoshop og giver programmet kreative egenskaber, som uvildige iagttagere kan acceptere som selvstændigt skabende, selv om de fleste ikke vil være tilbøjelige til at tillægge en computer sådan en kvalitet.

Programmet bestemmer selv, om det vil male en akvarel eller et oliemaleri, og hvor naturalistisk eller abstrakt billedet skal være, og valget er ikke blot et udslag af data fra en tilfældighedsgenerator. For når værket er tilendebragt, kan the Painting Fool helt præcist redegøre for, hvilke valg programmet har truffet undervejs og hvorfor. Det kan lære af sine fejl og ændre farver, former, penselstrøg og stil undervejs. Målet er, at the Painting Fool skal anerkendes som en kunstner.

Værkerne har været udstillet på alverdens gallerier som en form for kunstnerisk modstykke til Turing-testen. Opfinderne fastslår dog selv, at programmet som sådan ikke ejer indbygget kreativitet, og at dets tilsyneladende evner er resultatet af 10 års udviklingsarbejde.

Andre robotkunstnere kommer tæt på menneskelige malere. Et eksempel er programmet Aaron udviklet af Harold Cohen, der selv er kunstmaler. Aaron er i stand til at frembringe originalt udseende værker og blev faktisk påbegyndt helt tilbage i 1973.

De første versioner af programmet producerede abstrakte sort-hvid lærreder og blev printet ved hjælp af en særlig plotter og en hjemmebygget kørende ”skildpaddeprinter”. Gennem de følgende årtier lærte programmet at fremstille naturalistiske gengivelser af først sten og klipper, siden planter og dyr og sluttelig mennesker. Igennem 90’erne blev figurerne sat ind i miljøer, der blev tilføjet farver, men mange har bemærket, at Aarons billeder ofte fremstiller samme grundmotiver uden den helt store variation.

Efter årtusindskiftet er programmet vendt tilbage til den abstrakte kunst.
Et tredje maleprogram, eDavid, er udviklet ved afdelingen på universitetet i den sydtyske by Konstanz. eDavid beregner de nødvendige malerstrøg på baggrund af et forlæg og maler resultatet på et lærred. Programmet blev født i 2009, og anvender en slags enarmet robotprinter til at udføre sine strøg, der i øvrigt både kan være afmålte og tilfældige.

De forskellige penselstrøg gentages og rettes (via optisk feedback), til billedet er færdigt på næsten samme måde som en menneskelig kunstner, der jo også prøver sig lidt frem undervejs. Det giver et teknisk overbevisende resultat. Til gengæld kan eDavid ikke frembringe nogen selvstændige værker, men er afhængig af forlægget, der kan være et foto eller en færdig tegning.

Computer bag roman

Turing udtænkte en test specielt for skrivende datamater: Hvis du ikke med sikkerhed kan fastslå, at en litterær tekst ikke er skrevet af en computer og yderligere vil være parat til at købe den som bog hos boghandleren, har computeren bestået prøven.

Flere foretagender, for eksempel Narrative Science, tilbyder computerskrevne artikler ud fra netinformationer, og nogle taler allerede om, at den slags kan betyde døden for journalister, som vi kender dem. På samme vis skabte den britiske økonomiprofessor Philip Parker en software, der har produceret over 200.000 fagbøger om vidt forskellige emner fra madopskrifter til et rumænsk krydsordsleksikon. Men i lighed med ovennævnte pressetekster er der i bund og grund blot tale om information fra en række databaser, der er stillet op i overensstemmelse med nogle få faste skabeloner.

Noget helt andet er at skrive digte, artikler, noveller og romaner, men det arbejder adskilligt hundrede programmører verden over på, og resultaterne bliver stadigt bedre.
”I lang tid kunne Kitty ikke falde i søvn.

Hendes nerver var spændt som to snerrende snore, og selv et glas med varm vin, som Vronski fik hende til at drikke, hjalp ikke. I sin seng genoplevede hun igen og igen den uhyrlige hændelse på engen.”

Det er et citat fra et af de første computerskrevne værker, nemlig romanen True Love fra 2008. Den 320 sider lange historie bygger på Leo Tolstojs roman Anna Karenina, men ordene er i stedet lagt i munden på en japansk forfatter kaldet Haruki Murakami. Romanen solgte flot i russiske boghandlere det år.

Philip Parker har senest skabt prototypen til et program, der blot skal fodres med oplysning om personer, lokaliteter, genre og overordnet handling for at producere en roman på 300.000 ord.

”Vi foretog en blindtest af et stykke poesi skrevet af henholdsvis vores computerprogram og af William Shakespeare, og de fleste testpersoner foretrak computerens arbejde.

Information fra en database

De skrivende algoritmer bliver fortsat dygtigere. I 2013 udgav forlaget Havard Books romanen World Clock, som er produceret af et computerprogram skabt af Nick Montfort, der underviser på det amerikanske universitet MIT. Programmet tager udgangspunkt i en database med en række bestemte handlinger, personer og steder og sætter disse elementer sammen på nye måder. Romanen beskriver, hvad der sker på et øjeblik rundt i verden, men blot på forskellige lokale tidspunkter.

På lignende facon har professor Mark Riedl fra Georgia Institute of Technology og et team af computeringeniører lavet programmet Scheherazade, der på basis af anmeldelser af film og restauranter kan skrive små essays om at gå i biografen eller ud at spise. Resultatet er overbevisende, så længe personerne ikke skal udvise alt for mange særheder.

Romaner kræver selvsagt endnu mere, og her består en væsentlig del af udfordringen jo i at få en computer til ikke blot at beskrive, men til at forestille sig og fantasere. Det knokler forskere kloden over også med. Projektet Whim (What-if Machine) er f.eks. blevet til som et samarbejde mellem fem europæiske universiteter. Whim bygger på databaser sprængfyldt med menneskeskrevet prosa og nogle faste kriterier for en historie. Det særlige er, at programmet har lært at vride kriterierne for at give historierne nye drejninger. Resultatet er foreløbig på linje med gode børnebøger om søde hvaler og nuttede killinger.

Forskerteamet arbejder nu på at få computeren til selv at vælge de mest appellerende historier ved at fodre den med oplysninger om, hvordan mennesker bedømmer forskellige temaer. Maskinen foreslog på et tidspunkt en historie om en lille ged, der var bange for at spise. Det ville næppe være en historie, der tiltalte børn eller voksne for den sags skyld, fordi det uundgåeligt ville ende skidt for geden.

Det kniber med ironien

Der er også problemer med at få en computer til at forstå og bruge metaforer altså ordbilleder – for slet ikke at tale om sarkasme og ironi. Tony Veale fra University of Dublin, der er med i Whim-projektet, arbejder på netop det, Han har udviklet et program, der hedder Metaphor Magnet og producerer ironi og malende metaforer ved at gå ud fra floskler og klicheer fra nettet og vende dem på hovedet.

En computer kan altså skrive historier, men problemet er for den (som for alle forfattere) at skrive spændende historier. Hvordan skal vi få den til at forstå noget, vi ikke engang selv helt kan forstå? Turings kriterium er altså stadig ikke helt opfyldt, for selv om maskinintelligens stadig overskrider nye grænser, er det svært at udvikle programmer, der ikke bygger på eksisterende tekster. Som tingene står nu, kan en computer skrive historier på skoleniveau med forudselig handling og mange fejl, men hvem ved, hvad den finder på om et års tid eller to?

Måske bliver fremtidens computere frie kunstnere, der nådesløst skaber kritiske værker, som ikke skåner nogen. For bange er computere (endnu) ikke.

Den britiske økonomiprofessor Philip Parker har skabt et computerprogram, der kan digte. I et forsøg, hvor testpersoner skulle bedømme litteraturen, blev et digt af den britiske poet Luke Wright sat op imod et digt skrevet af programmet. Poesien er her gengivet på original engelsk. Hvem tror du, har skrevet hvad?

To Truth …
To truth I offer this thanks,
when needing something like reality
When I’m writing and drawing blanks,
I almost settle using actuality

I am in search of more,
trying to sing your praise!
It’s you I very much adore,
lacking in so many ways.

To Felicity …
Felicity, my dear, my thanks
the cheque you sent was great.
Tomorrow I’ll go to the bank
my rent’s already late.

And sorry for the shoddy rhyme
I’m tired, I’m not on it,
perhaps if you send more next time
I’ll scribble you a sonnet.

Selv om du nok kan gennemskue, at det ægte digt er To Felicity, er det ikke helt indlysende, og det er det vel egentlig det mest imponerende ved denne sammenligning.