Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Nu skal avanceret missilteknologi sikre Europa

Højteknologisk missilskjold skal beskytte amerikanerne og samtlige europæiske NATO-lande.

Af Palle Vibe, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

For ikke lang tid siden kundgjorde Nordkorea, at det var lykkedes landet at bygge og prøveopsende et missil, der var så langtrækkende, at det kunne nå USA over 10.000 kilometer borte. Rusland er i stand til det samme, og det er Iran og forskellige mellemøstlige såkaldte ”slyngelstater” angiveligt også. Ifølge amerikansk efterretning findes i dag over 6300 missiler uden for USA, NATO, Rusland og Kina, og dette tal anslås at være vokset til 8000 i 2020. Derfor har USA lige siden den Kolde Krig haft ønsker om at udvikle et forsvarsskjold, der kan sikre både USA og de øvrige NATO-lande mod alle missilangreb fra ikke NATO-lande.

Dette missilskjold er i dag officielt kendt som ”European Phased Adaptive Approach” (EPAA) og skal bestå af et netværk af radarsatellitter og stationære samt mobile radarstationer til lands som til vands. Disse varsler et stort antal marine og landbaserede missilbaser bevæbnet med såkaldte interceptor-missiler (populært kendt som dræbermissiler), der kan ødelægge fjendtlige raketter. Missilskjoldet styres og kontrolleres primært fra det fælles Nato-kommandocenter (Air and Space Operations Center) i den tyske by Ramstein.

Målsøgning Typisk Missile Guidance Set, der udover computermoduler omfatter en gyroenhed (øverst) til at guide missilet uden behov for radar- eller radiosignaler.


Er Europa effektivt beskyttet?

NATOs europæiske missilforsvar skal først og fremmest beskytte mod kortrækkende og mellemlangt rækkende ballistiske missiler, der ifølge militære eksperter kan udgøre en lige så alvorlig trussel som langdistanceraketter, hvis de bliver affyret i stort antal (swarming-taktik). Spørgsmålet er derfor, hvor mange sådanne missiler en fjendtlig stat eller terrorgruppe skal affyre mod eksempelvis Danmark af gangen, før det europæiske missilforsvar ikke længere kan følge med. Til det spørgsmål svarer NATO, at den slags detaljer ikke kan frigives til offentligheden.

Ud over selve missiltruslen er det også sandsynligt, at eventuelle fjendtlige missiler vil være ledsaget af en sværm af såkaldte decoys, dvs. vildledende attrapmissiler eller metalovertrukne balloner. Og da både missiler og sådanne decoys bevæger sig i ensartede baner, kan de være meget svære at skelne. De fleste militære fagfolk gør dog gældende, at de nyeste radarer og satellitter forholdsvis nemt er i stand til at identificere decoys, men er samtidig også uenige om, hvor godt det færdige missilskjold i realiteten kan beskytte Europa.

Nogle hævder, at det vil kræve en del flere forsvarsmissiler, end der er lagt op til, mens andre anfører, at en bedre beskyttelse ikke vil stå mål med udgifterne. Overordnet vil Europa med den nuværende missilforsvarskapacitet dog ikke umiddelbart være beskyttet mod langtrækkende interkontinentale missiler fra eksempelvis Rusland, Kina eller Nordkorea.

Sådan fungerer missilskjoldet

Både USA og øvrige NATO-myndigheder holder naturligvis kortene meget tæt til kroppen, når det drejer sig om de mere præcise tekniske detaljer bag de enkelte elementer i missilskjoldet. Men Alt om DATA kan dog her løfte sløret for en del af missilskjoldets tekniske opbygning.


Rygraden i EPAA er et udstrakt netværk af radarsensorer, der tilsammen dækker det meste af USA og Europa. I dag kan et langdistancemissil række 10.000-15.000 kilometer og dermed teoretisk true ethvert punkt på kloden, og effektiv radarovervågning er derfor helt afgørende for et missilforsvars effektivitet.

Radarnetværket udgøres af tre slags radarsystemer. Det første hænger højt over os. Fra luften holder sensorbestykkede Space-Tracking and Surveillance System-Demonstrator-satellitter øje med fjendtlige missiler og beamer oplysningerne trådløst ned til kommandocentret, der kan forberede flådeskibe og missilstationer på land.

Missilfaser Udviklingen af skjoldets SM-3 missiler sker i fire faser her beskrevet af producenten Raytheon.

Til vands kan interkontinentale ballistiske missiler også afsløres af USA’s såkaldte Sea-based X-Band Radar (SBX), der er et 9-etagers højt radaranlæg etableret på en ombygget boreplatform. Radarstationen er mobil og kan til en vis grad sejle ved egen kraft. Stationen er hjemmehørende ved Adak Island i Alaska og kan indsættes overalt i Stillehavet og række 2000 kilometer.

De landbaserede radarstationer er hovedsageligt mobile Army/Navy Transportable Radar Surveillance-enheder. Der er tale om højopløste klasse X-band radarer, der kan dække et område på hen ved 1000 kilometer. På denne afstand kan disse transportable radarenheder takket være komplekse computeralgoritmer skelne små bomber fra tilfældigt rumaffald eller decoys og andre afledningsmanøvrer.

Den såkaldte TPY-2-radar har to grundlæggende arbejdsindstillinger, Forward-Based Mode og Terminal Mode. I den første indstilling skal radaren opdage fjendtlige missilaffyringer i deres opstigningsfase for at sikre tidlig, præcis og løbende detektion samt data om missilets kurs, retning og bane. Disse registreringer skal bruges af beslutningstagerne i Command and Control Battle Management-netværket. I Terminal Mode er radaren indstillet til at detektere, identificere og følge fjendtlige ballistiske missiler under nedstigning. I denne sidste og kritiske del af en fjendtlig missilopskydning kan radaren målsøgningsdata for eventuel affyring af dræbermissiler. I dag indgår ti sådanne AN/TPY-2 radarer i missilskjoldet, og fire yderligere er bestilt.

Fælles Europæisk kommandocenter i Tyskland

Alle radarenheder i missilforsvaret er samlet i et omfattende centralt netværk ”Command and Control, Battle Management, and Communications”, med et fælleseuropæisk kommandocenter ved flyvebasen Ramstein i Tyskland. Kommando-centret blev etableret i 2011 og omfatter 40 kommunikationssystemer, 553 arbejdsstationer, 1500 computere, 1700 monitorer, 22.000 tilslutningssteder og kontakter samt kilometervis af interne fiberoptiske forbindelseskabler. Netværket har også forbindelse til lokale højtstående militære beslutningstagere (herunder den amerikanske præsident). Dermed kan både regionale og nationale missiloperationer koordineres og fungere som ét enkelt strategisk våbensystem, der kan påvise, identificere og uskadeliggøre fjendtlige missiler og overvåge og kontrollere forsvaret af NATOs europæiske territorium.

Kontrolcenter Alle operationer og data om missilskjoldet koordineres døgnet rundt i det fælles kontrolcenter på flyvebasen Ramstein i Tyskland.

Avancerede sensorer og computersystemer guider dræbermissilerne mod målet.
På grundlag af input fra radarenhederne afgør beslutningstagerne, om truslen skal elimineres. I givet fald sendes data om det fjendtlige missils position, kurs og hastighed til nærmeste relevante missilstation, hvor de bliver indkodet i et dræbermissil. Missilets indbyggede computer og målsøgning vil automatisk derpå sørge for at finde og uskadeliggøre målet i sikker højde.

Målsøgningen i et ABM-dræbermissil er et såkaldt “Missile Guidance Set”, der omfatter en ”Gyro Stabilized Platform”-gyroenhed og bygger på bevægelsesdata uden brug af landemærker eller radio/radarsignaler. Gyro-enheden registrerer retningen og supplerende accelerometre registrerer ændringer i retning og hastighed.

Missilet kan dog også (uden for Jordens atmosfære) guides via stjernenavigation baseret på optisk triangulering af stjernepositioner. Missilcomputeren beregner herudfra den nøjagtige aktuelle kurs og position og sammenholder disse data med interceptor-missilets forprogrammerede oplysninger om den fjendtlige raket og sikrer kurspræcision på en meter over en afstand på 15 kilometer.

Mindre kurskorrektioner kan foretages ved at aktivere små raketmotorer i spidsen af missilet såkaldte “Attitude Control Motors”. Anslaget, der kan sammenlignes med to riffelkugler, der rammer hinanden i luften, sker med så stor kraft, at begge missiler nærmest pulveriseres, og stumperne spredes over et så stort et areal, at de i praksis er uskadelige.

Interceptor-missilets egne databeregninger kan ikke “jammes” med falske eller vildledende informationer, og målsøgningen kan ikke afbrydes, når først det er affyret, ligesom missilet heller ikke kan blive kaldt tilbage eller destrueres, før missionen er fuldført.

Danmarks rolle i skjoldet

Danmark forventes at bidrage til missilskjoldet ved at udstyre en enkelt eller flere af den danske flådes Iver Huitfeldt-fregatter med en SMART-L Extended Long Range-radar, der rækker op mod 2000 kilometer. Dansk deltagelse er af stor værdi, fordi de øvrige opstillede anlæg ikke helt dækker alle europæiske NATO-lande. Det vil skønsmæssigt koste mellem 400 og 500 millioner kroner at udstyre et dansk skib med det avancerede radarudstyr.

Fregatternes udrustning kan dog muligvis også komme til at omfatte langtrækkende antiballistiske missiler (altså dræbermissiler) til lokalt ”områdeluftforsvar” med en radius på 300-500 kilometer, ligesom også en kommende britisk deltagelse med Type 45-destroyere formentlig vil omfatte Lockheed Martin Mk41-affyringssystemer, der vil gøre dem i stand til at affyre interceptor-missiler. Beslutningen om de danske fregatters udstyr forventes i 2017.