Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Nu er tv-projektoren trådløs

Sæt strøm til projektoren, tænd den, og du er kørende. Epson TW9000W har trådløs HDMI-overførsel, og det giver mening i en hjemmebiograf, hvor man normalt skal have lange kabeltræk. Men fungerer det i praksis? Det tjekker vi her.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

At overføre et billedsignal fra en HDMI-udgang trådløst til et tv er der ikke så meget nyt i. Du kan få (kostbare) tv-apparater, der kan modtage trådløst, og du kan købe sende/modtage-kit til Blu-ray-afspillere og tv’er. Men disse løsninger koster let op imod 5.000 kroner.

Men trådløs HDMI er en del af fremtiden, så nu lancerer Epson to hjemmebio-projektorer, der som standard kan klare det smarte trick. Og det er super enkelt. Der er tale om en helt normal projektor, hvor du bagpå finder HDMI-indgange, og hvad du ellers har brug for – herunder også DVI til for eksempel computeren. Men i kassen finder du også en lille sort enhed med strømstik og HDMI-indgang.

Denne enhed sætter du til for eksempel din Blu-ray-afspiller, og så vælger du ’Wireless HDMI’ på projektorens fjernbetjening, hvorefter den vil overføre signalet trådløst.

Let opsætning

Det er praktisk, da en projektor ofte placeres diskret, for eksempel bag ved en sofa, mens Blu-ray-afspiller eller settopboks til tv’et står på en reol foran sofabordet. Det betyder enten enorme kabeltræk, eller at du er nødt til at placere afspilleren i nærheden af projektoren. Og skal du have et godt HDMI-kabel på 7-10 meter, koster de ofte mindst 1.000 kroner – kendere vil endda ofre 2.000-3.000 kroner for et kabel i høj kvalitet. Så trådløs HDMI giver absolut mening.

Epson EH-TW9000W er topmodellen i programmet, og den er noget mere kostbar end EH-TW6000W, som vi tidligere har kåret som årets projektor. Det unikke ved den større model er dels en lidt bedre billedkvalitet, dels at den er udstyret med såkaldt Lens Shift. Det betyder, at objektivet kan justeres op og ned og til siderne, så du ikke behøver sætte projektoren helt lige foran lærredet. Det gør det lettere at placere projektoren.

Sæt strøm og kabel i – du kan nøjes med et strømkabel til projektoren – og du er kørende. Rækkevidden er 10-15 meter. Forbindelsen var til gengæld ikke god, hvis der var vægge mellem sender og projektor. Da senderen kun har én HDMI-indgang, skal du altså skifte kabel, hvis du vil se en anden kilde (for eksempel din computer). Alternativt kan du købe en omskifter (switch), som kan skifte mellem de forskellige enheder. De fås i mange varianter fra forskellige producenter fra omkring 500 kroner og opefter.

Roligt og farverigt billede

Uanset om vi brugte kabel eller trådløs overførsel, var billedkvaliteten fra EH-TW9000W den samme: et ekstremt roligt og meget farverigt billede med masser af detaljer. Det er et billede, som er rart at kigge på.

Epson-projektoren er bedst til filmafspilning, og med denne indstilling er den også næsten lydløs. Skal den bruges i dagslys, øges støjen og lysstyrken, og så er projektoren et dårligt alternativ til tv-fladskærmen, der helt klart er bedst i dagslys. Men altså: De fleste af os ser jo sjældent film eller tv midt på dagen.

Der medfølger to sæt 3D-briller, og kvaliteten fra 3D-film er fremragende, da du med en projektor og et lærred på et par meter i bredden får dækket det meste af synsfeltet.

EH-TW9000W koster omkring 23.000 kroner og er i sin klasse en unik projektor med mange features og meget høj kvalitet. Vi har også afprøvet lillebror EH-TW6000W, der koster næsten 9.000 kroner mindre. Den er lidt mere vanskelig at placere, men er billedmæssigt så velkørende, at den bestemt kan anbefales. Men for den kompromisløse filmentusiast er der nok ingen vej uden om den lækre topmodel.

Specifikationer

Opløsning: Full HD, 1.920x1.080 pixels
3D: Ja, aktiv
Lysstyrke:2.400 lumen
Pris: 23.000 kroner
Støj: 22 dB
Dimensioner: 446x140x395 mm