Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Nu bliver tablets lige så hurtige som bærbare

Med superprocessoren Tegra 3 gør Nvidia det muligt at skabe tablets med firekernede kræfter og stærk grafi sk ydelse. Det vil rykke de touchfølsomme apparater tæt på den ydelse, vi kender fra bærbare computere. Asus er først på banen med en quad core-tablet.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Tegra 3, også kaldet Kal-El, er verdens første mobilprocessor med fire kerner. Den har Nvidia netop præsenteret, og Asus er klar med den nye Eee Pad Transformer Prime, som er den første tablet med processoren. Inden længe følger også mobiler med Tegra 3 – det rygtes, at HTC bliver den første med en firekernet mobil i form af den endnu ikke offentliggjorte Edge.

Tre gange højere ydelse

Chippen er baseret på Arm A9-processorer, og med Tegra 3 åbner der sig en ny verden for tablet- og mobilbrugeren. De hidtil begrænsede kræfter får ifølge Nvidia et væsentligt boost, som rykker ydelsen tæt på den, vi kender fra bærbare computere. Det gælder ikke kun den rå processorkraft, men også grafikydelsen, som nu får ekstra vitalitet takket være den 12-kernede GeForce-chip, som er indbygget i Tegra 3.

Ifølge Nvidia er ydelsen samlet set tre gange højere end den dobbeltkernede forgænger, Tegra 2. Således skal multitasking, webbrowsing og afvikling af krævende apps blive en leg, mens spil og multimedieafvikling kommer til at køre gnidningsfrit.

Et af de væsentligste problemer for små apparater som mobiler og tablets er dog at holde en nogenlunde acceptabel batterilevetid, og med en monsterprocessor som denne kunne man frygte, at apparatet er fladt på et par timer.

Sådan bliver det imidlertid ikke, lover Nvidia. For at komme problemet i forkøbet har producenten nemlig udstyret Tegra 3 med en ekstra processor, der sætter ind ved lav belastning. Kun når der kræves flere kræfter, aktiveres de fire kerner. Det betyder, at strømforbruget kan holdes på et rimeligt niveau.

Asus først på banen

Er du i tvivl, om du skal købe en tablet i stedet for en almindelig bærbar, er valget måske nu blevet en smule nemmere. Med Asus Eee Pad Transformer Prime rykker tablet-computeren et stykke tættere på at kunne yde det samme som en traditionel laptop. Det er den første tablet, der udnytter den nye Tegra 3-processor. Skærmen måler 10,1" og giver en betragtningsvinkel på 178 grader. Der er tale om et Super IPS+-display, som skal give nok lysstyrke til, at du uden problemer kan bruge tabletcomputeren udendørs. Skærmen er beskyttet af Corning Gorilla Glass, så den tåler lidt af hvert.

Et 1,2MP kamera på fronten giver mulighed for at foretage videosamtaler, mens et bagudvendt 8MP kamera med autofokus og ledblitz-flash tager foto og filmer video i fuld hd (1.080p)-opløsning, som den første tablet på markedet.

Lyden er der også blevet kælet for. Transformer Prime rummer Asus’ SonicMaster-teknologi, som giver klar og autentisk lyd.

Maskinen fås både med 32 og 64GB intern hukommelse, og der er micro-sd-kort-indgang, så lagerpladsen kan udvides. Tilslutningerne inkluderer desuden 3,5 mm-lydudgang samt mikro-hdmi. Med den medfølgende dock får du også usb samt selvfølgelig keyboard og touchpad.

I selvstændig stand har Transformer Prime en batterilevetid på 12 timer, men sat i docken holder den sig kørende 18 timer inden opladning. Med Transformer Prime følger præinstalleret software som SuperNote samt Polaris Office, som er kompatibelt med Microsoft Office.

Selvom kræfterne er store, er det ikke ligefrem en pumpet sag, vi har med at gøre. Transformer Prime er blandt de tyndeste tablets på markedet med en tykkelse på blot 8,3 mm samt en vægt på lige over et halvt kilo.

Asus Transformer Prime er på markedet nu - se prisen her.