Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Netbook og tablet-pc i en

Her får du virkelig meget for hver investeret krone.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Denne Asus ligner faktisk blot en lille netbook, og den kan da også bruges fuldstændig som en sådan. Men i bunden ved skærmen finder du en lille lås, der kan skydes til side, hvorefter skærmen klikkes af, og du har en tablet-pc. Så du får nærmest to maskiner i en.

Det smarte ved Asus er ikke kun, at du får tastaturet med, som andre leverer som ekstratilbehør. Når tablet-pc’en sidder i tastaturet, øges batteritiden også med seks timer. Det er ret smart og gennemført lavet i praksis.

Tasterne er lidt små, men absolut til at skrive på uden de store problemer. Klikker du skærmen af, har du en ægte tablet-pc med trykfølsom skærm og tænd-sluk-knap. Men også når du bruger den sammen med tastaturet, kan du betjene den ved at trykke på skærmen. Fin og næsten vanedannende kombination skulle vi hilse at sige!

Ønsker du 3G-netværk, kan det ske via en USB-dongle, og så er det løst til en overkommelig pris. Desværre glider den samlede computer let rundt på bordet – den står ikke helt ordentligt fast.

Vurderet alene som tablet-pc er den heller ikke lige så lækker i oplevelsen eller lige så hurtig som Motorola og Samsung, der er de nærmeste konkurrenter.

Men til prisen er det en fin computer. Her får du virkelig meget for hver en krone.

Supersmart kombination med en netbook og tablet-pc i en samlet løsning.