Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Netbook med to operativsystemer

Denne netbook kan fås i et udvalg af ”glade” farver, der passer til betegnelsen ”Happy”. Det mest karakteristiske er dog sameksistensen af Windows 7 og Android på den bærbare.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Acer Aspire One Happy er en serie af netbooks, der udadtil først og fremmet signalerer ubekymret letsind. Det er symboliseret ved, at skærmens bagside samt hele stykket på tværs ved touchpad’et har samme farvestrålende baggrund til at bløde op på et ellers neutralt hvidt materialevalg.

Aspire One Happy kan fås med kulørte indslag i forskellige farver. Ellers ligner den udadtil så mange andre netbooks. Det er også i det indre, denne netbook skiller sig ud fra de fleste.

Android på den bærbare

Det er ikke første gang, vi her på Alt om DATA ser på en netbook, der ud over et Windows-operativsystem benytter sig af et andet operativsystem. Nogle gange har producenterne tilføjet et ekstra bootbar Linux-baseret OS, generelt med begrænset funktionalitet, men til gengæld meget hurtigt til små opgaver.

Det er første gang, AOD har set på en netbook, hvor det andet operativsystem har været Android. Det forbindes jo ellers med smartphones og tablets.

Symbiosen mellem de to operativsystemer fungerer meget godt. Man kan vælge, om der som standard skal startes i Android eller i Windows 7 Starter. Hvilken OS der startes, konfigureres inde fra Windows. Inde fra Android er det muligt hurtigt at skifte til Windows-tilstand ved at klikke på et ”æseløre” i venstre side af skærmen.

Android på denne Acer Aspire One Happy er meget grundlæggende. Det er heller ikke umiddelbart muligt at downloade apps til Android. Android Marked er der desværre ikke adgang til, måske fordi disse apps er skabt med smartphones in mente, ikke desto mindre er det stadig ærgerligt.

Nogle elementer fra smartphones går igen. Der er tre skærme, der kan tilgås ved at trække i skærmbilledet. Hjemmesiden dukker frem, når man klikker på den minimerede menu i højre skærmkant i hovedskærmen.

I Windows-miljøet er der Acer Gamezone, hvor man kan spille online og downloade småspil. Acer Store giver adgang til nyt materiale, men var endnu ikke tilgængelig i Danmark.

Ellers traditionel

Ses der bort fra ovenstående, er det en ganske normal netbook af nyeste generation. Som mange andre bærbare fås den i forskellige udgaver. Denne Aspire One Happy er udstyret med en Intel Atom dual core N550-processor på 1,50GHz og 1GB ddr3-ram.

Skærmen er den klassiske 10,1” glare-skærm i LED-udgave, den er skarp og lysstærk, har en opløsning på 1.024×600 pixels og med de karakteristika, som en glare-skærm nu har. Lille og let med en vægt på blot 1,25 kg udviser den alle de klassiske egenskaber ved en netbook.

Af tilslutningsmuligheder er der tre usb 2.0-porte, vga-stik, en kortlæser og hovedtelefonudgang samt mikrofonindgang. Der er 802.11b/g/n trådløst netværk samt 100Mbit/s lan.

Harddisken er på 160GB og ifølge PCMark Vantage ikke blandt de hurtigste. PCMark suite-scoren lød for øvrigt på 1.493 point, det synliggør, at netbooks stadig mest er til lette opgaver i retning af surfing og deslige. Dog skal det igen siges, at de nyere dual core Atom-processorer øger den almene brugerglæde.

Samlingskvaliteten er god, og Happy føles dejlig i brug. Musetasten er en lille undtagelse, i hvert fald i venstre side, hvor den følte og sagde lidt som en klikkende blikting. Tastaturpladsen er godt udnyttet med gode regulære knapper og behagelig respons.

Et positivt særkende ved Aspire One Happy er batterilevetiden, der i Battery Eater 2.70 Pro blev målt til 4 timer 12 minutter i ”klassisk” og 7 timer og 51 minutter i ”læse”-testen ved balanceret energistrømplan.