Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Navigation med løbende opdateringer

De nyeste navigationscomputere kan nu modtage trafikopdateringer i real-tid, hvorved irritationen over det danske TMC-system i princippet fjernes. Problemet med Navigon 8450 Live er dog, at det ikke virker efter hensigten.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ideen med Live-teknologien er rigtig god. Men producenterne er nødt til at lave aftaler med virksomheder som TDC eller Telia for at kunne indsamle data nok til at vurdere, om trafik står stille eller flytter sig. Og for at kunne levere en ordentlig tjeneste, bliver enhederne nødt til at omberegne ruten tiere end hver tiende minut.

I Alt om DATA nr. 17/2009 testede vi Navigon 8410, som der fik ret gode anmeldelser. Navigon 8450 Live er i bund og grund den samme navigationscomputer som 8410, med den lille krølle på halen, at den er udstyret med en såkaldt Live-enhed.

I Live-enheden sidder der et sim-kort (som du køber som abonnent), der konstant henter trafikopdateringer fra Navigons Live-server. Den gør også, at du kan søge online på Google og lignende direkte fra din navigationscomputer.

Udover at hente trafikinformationer fra Navigon, sender Live-enheden også dine egne trafikinformationer til serveren, så du i princippet fortæller andre Navigon-brugere, om der er kø de steder, du kører.

Rigtig god idé

Der er ingen tvivl om, at det er en rigtig god idé, hvorfor vi da også med det samme monterede Navigon 8450 Live i vores bil, der dagligt kører 120 kilometer på såvel motorveje som landeveje.

Det viste sig dog ret hurtigt, at Live-enheden absolut ingen ændring gjorde. Da vi monterede enheden i bilen, fik vi hurtigt fat i Live-serveren, og det var også muligt at søge via Google. Men det var også absolut eneste fordel, vi fik ud af Live-enheden.

Tid til et par eksempler på, hvad vi mener: Turen fra det nordsjællandske til Østerbro går normalt via Helsingørmotorvejen - en strækning der traditionelt har en lang bilkø. I de to måneder vi brugte enheden, hvoraf der var kø på Helsingørmotorvejen, blev vi aldrig, og det tåler en gentagelse, aldrig, ført udenom køen. Det var ligegyldigt, om trafikmeldingerne fra P4 fortalte os det en halv time inden, vi ramte motorvejen, eller om vi kunne se det, inden vi skulle på motorvejen.

Faktisk så var den meget insisterende på, at vi altså skulle tilbage på motorvejen, selvom vi kunne høre at trafikken absolut ikke bevægede sig.

Mangler input

Nu er vi ikke ansat hos Navigon, så præcis hvordan Live-enheden virker, skal vi ikke gøre os kloge på. Men mon ikke tanken er, at Navigon-serveren véd, hvor mange Navigon Live-brugere der hænger i kø på de forskellige veje.

Hvis det er tilfældet, kan vi faktisk godt forstå, at Live-enheden ikke virker. I Danmark er der to navigationscomputer-systemer, der har stort set hele markedet. TomTom og Garmin. Uanset hvor gode Navigon er, så er deres markedsandel meget lille.

At det så samtidig kun er en meget lille del af Navigons brugere, der rent faktisk bruger Live-tjenesten, gør kun antallet af biler i Danmark, med Live-enheden monteret, forsvindende lille. Så lille, at der ikke er et reelt datagrundlag for at vurdere, om der er køer på vejene.

Det betyder igen, at de første rigtig mange Navigon-brugere, der køber en Live-enhed, ikke får nogen glæde af systemet. Først når massen bliver stor nok, kan det reelt bruges til noget som helst. Spørgsmålet er så, om der nogensinde kommer nok Navigon Live-brugere i Danmark til, det reelt kan bruges til noget som helst.

Samtidig skal du leve med, at du skal have navigationscomputeren forbundet til Live-enheden og igen til din cigarettænder. For Live-enheden kræver strøm, så du kan ikke længere oplade din navigationscomputer hjemmefra og undlade ledningsrodet i din bil.