Overclocking er nået hjem. Den begyndte som en nicheteknik, hvor man ved at pille ved en kontakt på bundkortet kunne få processorens multiplikator til at løbe hurtigere, end den burde. Det fik hurtigt Intel og AMD til at hyle op om påstået salgsnedgang og de producerede låste processorer. Det gjorde intet indtryk.

Den mørkeste periode inden for overclocking var nok i Pentium 4-tiden, hvor idiotiske beslutninger førte til produkter, der stort set slet ikke kunne overclockes.

I dag er overclocking nået tilbage til sine rødder med topprodukter, der er beregnet til ekstreme grader af overclocking. På Intel-platformen er vi næsten nået dertil, at man må være vanvittig, hvis man ikke overclocker processoren.

Selv de mest basale modeller leverer nemlig gerne en forøgelse af ydelsen på hele 20 procent. Selv grafikkortenes drivere har indbyggede funktioner til overclocking.

Windows-baserede overclocking-værktøjer gør det at få mere fart ud af processor, grafikkort og ram så nemt, at det er umagen værd at ofre en halv time på at se, hvor meget mere power systemet kan levere.

Med de nyeste processorers lavere temperaturer kan man få mere ud af sit overclockede udstyr. Man kan få glimrende kølere helt ned til et par hundrede kroner, og et almindeligt vandkølingssystem koster kun omkring 500 kroner. Nu da Intel, Nvidia og AMD har taget overclocking til sig, er det umagen værd at se på de nyeste.

Intel har overført ulåste multiplikatorer til Core i5 K-chipsene.

Læs også

Den bedste processor til pengene

  (18. jun)

Mesterchips

  (03. nov)

Gør et røverkøb på processoren

  (29. okt)

Chips med det hele

  (24. nov)

De hurtigste processorer

  (08. apr)

Stortest: De bedste processorer

  (09. jan)

Her er den bedste processor

  (17. apr)

Grundlaget for alle systemer begynder med processorarkitekturen, som du forhåbentlig ved. Intel og dets Core iX-arkitektur er løbet fra resten af feltet ... eller blot fra AMD, uanset hvordan man vender og drejer det. AMD er blevet kennelens triste hundehvalp – den, der snart får en sprøjte, hvis man ikke tager den med hjem.

Både forrige generations Lynnfield og den aktuelle Sandy Bridge-arkitektur er gode til overclocking. For Lynnfield er 4GHz blevet normen, hvorimod Sandy Bridge kommer tæt på 5GHz. Men vi må ikke overse AMD. Virksomhedens processorer har altid givet valuta for pengene.

Phenom II BE med de afsindige tre- og sekskernemodeller tilbød luftkølet overclocking, der kunne nå op på 4GHz. Anmelderne tager sig til hovedet over den nyeste Bulldozer-arkitekturs ydelse, men den strømbesparende konstruktion overclocker halvvejs ind i 4GHz-området, og det kan bestemt konkurrere med Intels udbud.

Interessant nok har både AMD og Intel lanceret den samme form for systemer til ny spænding og strømstyring. Hertil kommer de begrænsede ”turbo”-tilstande til thread-begrænset acceleration.

Disse nye spændings- og tilstandsindstillinger er et nyt element oven i det, der er blevet et relativt gennemprøvet system, som omfatter øget front side bus (fsb), justering af cpu-spændingen – og så om igen, indtil det er rigtigt. Vi skal se nærmere på, hvordan man forholder sig til den ulåste Sandy Bridge Intel Core i5-2500K, men der bliver også plads til at gå i dybden med Bulldozer- justeringer.

Intel har sin Turbo Boost-teknologi, og AMD har Turbo Core, og de giver begge mulighed for en form for begrænset automatisk overclocking. AMD ved, hvor meget strøm det kræver at færdiggøre hver operation, på baggrund af hvad der foregår over hver kerne. Processoren kan evaluere det samlede strømoutput.

Hvis tdp gør det muligt, har AMD Bulldozer tre p-tilstande, som den kan skifte til: basal p2, mellemliggende p1 og højere p0. Det er vigtigt at have de to ekstra tilstande, idet p1 kan bruges med alle kerner kørende, mens p0 kun slår til med to eller flere ledige kerner.

Der har vi sandelig fremtiden!

Det betyder for eksempel, at FX-8150 har en basefrekvens på 3,66 GHz, en Turbo Core på 3,9 GHz og en Max Turbo Core på 4,2 GHz. Hvis man skal overclocke FX-8150, kræver det en stigning i kernespændingen.

Alle AMD’s Fx-processorer har ulåste multiplikatorer, og de kan derfor nemt overclockes direkte på den måde. Man kan som regel opnå op til omkring 4 GHz ved at skifte kernespændingen fra standardindstillingen på 1,332 V til 1,38 V.

Hvis man vil videre, er det nødvendigt at slå Turbo Core-funktionen fra, og det samme gælder Over Current Protection og Thermal Protection, og man skal indstille Load Line Calibration til ’High’. Det bliver fulgt op af stejle stigninger i kernespænding på op til 1,5 V, hvilket også giver et voldsomt fald i energieffektivitet, men til gengæld kan man opnå hastigheder på over 4,5 GHz. Galop!

Tag det køligt

Naturligvis hænger god overclocking uløseligt sammen med et godt køleanlæg. Processorkøling har ikke ændret sig særlig meget, men den er blevet betydeligt mere effektiv.

Både Intel og AMD har i dag væskebaserede kølesystemer til deres højtydende processorer, selvom det ikke nødvendigvis er påkrævet. En væskekøler som Antec Kuhler H20 620 koster omkring 500 kroner. Nogle dyre luftkølere koster lige så meget, så det er ikke dyrt, især da den slår de fleste af dem.

Det er vigtigt at have en effektiv køler.

Man behøver imidlertid ikke sprænge banken for at få god luftkøling. Både Xigmatek Gaia og Cooler Master Hyper TX3 EVO koster under 200 kroner og giver effektiv køling. Hvis du står og skal bruge en køler, kan vi altid anbefale en køler direkte på processoren. Titan Hati er et glimrende valg til 400 kroner. Hvis du er på udkig efter et røverkøb, kan du vælge Xigmatek Loki til 150 kroner.

Husk, at det er ligegyldigt at have verdens bedste køler, hvis den ikke er korrekt monteret med den rette brug af termopasta. Det kan du læse om ovenfor.

De fine justeringer

Mange overclockere har været meget trætte af at skulle bruge bios. Selvom der findes tredjepartsværktøjer til Windows, der kan afhjælpe dette problem, kan de aldrig helt erstatte bios-indstillinger.

Hyppige genstarter blev en plage. Oprindelig leverede bundkortproducenterne overclocking-værktøjer såsom det vidunderlige MSI Afterburner. Nvidia var også tidligt ude, men det er først og fremmest AMD Overdrive og Intel Extreme Tuning Utility, der satte det officielle blå stempel på Windows-overclocking.

AMD Overdrive er et fortræffeligt værktøj.

Men bedst som man tror, at det er slut med bios, vender det tilbage som en remake af en film fra 1980’erne: værre end nogensinde før. Det nye EFI-bios-system omfatter en komplet grafisk brugerflade på bios-niveau. Det kan tilbyde en mere funktionel bios-oplevelse plus en hårrejsende overteknisk grænseflade.

Efter nogle tænderskærende problemer har de fleste producenter præsteret at udvikle anvendelige brugerflader, men man må håbe, at de kan blive nemmere at navigere i, og vi vil også gerne se rullemenuer. Bortset fra det er det en stor gevinst, at boottiderne er meget bedre.

Flere muligheder

Hukommelse er stadig et mål for overclocking, men situationen har ændret sig, idet controllerne nu sidder på processorerne. Det har øget båndbredden meget i forhold til chipsæt-baserede hukommelses-controllere, og derfor giver overclocking af hukommelsen langt mindre, når det gælder den generelle systemhastighed.

For at gøre det endnu mindre morsomt har XMP-hukommelsesstandarden ført til overclockede standardindstillinger for dimm’erne. Så længe ens bundkort og hukommelse begge understøtter XMP, kører hukommelsen ved maksimal hastighed uden specielle indstillinger.

Det betyder ikke, at man ikke kan over-clocke hukommelse. Det er nemmere end nogensinde, fordi de fleste bundkort giver mulighed for uafhængig indstilling af hukommelses-busfrekvensen, hukommelses-timing og styring af hukommelses-spændingen. Ligesom med processoren gælder det, at når man øger clockfrekvensen, kan den ekstra byrde på hukommelsen kræve øget spænding i takt med, at der bliver brug for mere strøm.

Alt om DATA har hamstret hukommelse.

Standardspændingen med ddr3 er 1,5 V. JEDEC’s anbefalede maksimum er 1,575 V, og modulerne burde kunne klare 1,975 V uden at tage varig skade. Det er dog ikke sikkert, at de fungerer på dette niveau. Overclocking af hukommelsen kræver en spænding på 1,65 V, og der er i virkeligheden ingen grund til at gå over 1,85 V. Til almindelig brug er 1,7 V et sikkert maksimum.

Endelig har vi overclocking af grafikkort. I de seneste par år har det været en svir, fordi der følger værktøjer til overclocking med de officielle drivere. Når man har installeret dem, kræver det blot et par klik at få adgang til gpu, shader og hukommelsens clockfrekvens. Alt dette, inklusive kølerstyring, udgør et komplet kontrolsystem fra Windows – livet har aldrig været nemmere.

Jargonen pakket ud

Du har hørt om det, men hvad betyder det?

Kernespænding
Dette er hovedforsyningen til processoren. Idet MHz-kravet stiger, kræver processoren mere strøm for at få elektronerne til at glide korrekt. Men mere strøm betyder mere varme og mindre stabilitet. Kravene til spændingen varierer fra proces til proces, idet en cpu på 32nm kræver mindre strøm end en på 45nm.

Vcc, cpuio
Strømforsyningen til processorens input/output-terminaler bliver sommetider kaldt cpuio. Den kræver som regel mindre jus-tering end cpu’ens hovedstrømforsyning, men sandsynligvis giver et puf på 0,1 V eller 0,2 V en stabilisering af systemet, når man kommer over 4 GHz.

Jargonen pakket ud

Vcc SA
System Agent-forsyningen er en del af Intel-processorerne. Den bør ikke overstige Vcc og standardværdier på lige under 1 volt.

Load Line Calibration, Vdrop
Dette er en funktion på bundkortet, som bliver brugt til at kompensere for faldet i spænding, når en cpu’s belastning pludselig stiger. Det er en speciel overclocking-funktion, og den bør være slået til, før man går i gang.

PCH-spænding
Dette er forsyningen til Platform Controller Hub eller bundkortets hovedchipsæt. Nu om dage behøver man slet ikke røre ved den spænding, for den har kun til formål at give strøm til i/o-interfaces.

Spread spectrum
Dette er en teknik, som man bruger til at prøve at undgå radiostøj, når flere computere kører tæt ved hinanden ved nøjagtig samme frekvens. I forbindelse med over-clocking kan man roligt slå den fra.

En klistret affære

Skaf den ideelle termopasta

Det er et velkendt problem: Spørgsmål om, hvordan man smører termopasta på, dukker op igen og igen. Der er flere måder at fjerne varme på: stråling, konvektion og ledning. I forholdet mellem processor og køler bliver varmen fra processorens kappe overført til køleren ved ledning og derefter fjernet ved konvektion i køleren. Det kritiske punkt er kontakten mellem kappe og køler.

Uden termopasta på et mikroskopisk niveau er det som at få to bjergkæder til at støde sammen: Der vil altid være mellemrum, som termopastaen burde udfylde.
Det vigtige er her, at termopastaen ikke bør erstatte kontakten mellem metal og metal – den skal supplere den. Derfor skal pastaen spredes så tyndt som muligt.

En klistret affære

Den gennemprøvede metode består i at anbringe en lille klat på størrelse med en ært i midten af processorkappen, smække køleren på og give den et lille skub i begge retninger. På den måde får man spredt pastaen.

En forbedring af denne metode, der kan anbefales til alle AMD- og Pentium 4-processorer, består i at trække en meget tynd streg af pasta enten lodret eller vandret over kappen, idet orienteringspilen peger nedad til venstre.

Ved alle Core iX- og Core 2 Duo-processorer skal stregen være lodret. Ved Core 2 Quad- og Pentium D-processorer skal den være vandret. Hvorfor, spørger du. Fordi det forbedrer dækningen over de pågældende cpu-kerner.