Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: MSI Z170A Gaming M7

Når det gælder om at udnævne det generelt bedste bundkort i denne test, står slaget mellem dette MSI og det klassiske Maximus VIII Hero fra Asus. Og det er dette MSI, der tager sejren.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det var et tæt løb. De koster det samme, de har begge fremragende enheder, og de leverer omtrent den samme ydelse. Men dette Gaming M7-kort fører lige akkurat i benchmarktallene, og det har også en anelse bedre funktioner.

Begge kort fik det bedste ud af vores Core i7-6700K-processor, der kørte ved 4,2 GHz ved fabriksindstilling, og som nåede 4,9 GHz med en smule BIOS-overclocking. Vi fik  både MSI og Asus til at boote ved 5 GHz, og der er næppe tvivl om, at vi med lidt justering af spændingen også kunne få det til at køre stabilt ved den hastighed. Vi foretrækker MSI’s BIOS-interface. Det er fikst og reagerer godt på museinput.

En anden fordel ved MSI frem for Hero er det ekstra M.2-slot, der gør det muligt at have to pci-e-ssd’er kørende fra Z170-chipsættet.

Prisen er også glimrende. Den er for nylig blevet sat ned, så kortet kan konkurrere med det fremragende Hero-kort.