Af Jan Dahlmann, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Man kan tydeligt se forskel. Den gamle emballage var klodset og virkede unødigt stor og umulig at åbne uden en stor saks eller kniv. Den nye derimod er meget mindre, flad og langt fiksere, men lige så stærk som den gamle, og man skal stadig have en kniv eller saks for at åbne den. Ellers ville hukommelseskortet fra Verbatim nemlig blive stjålet.
»More green – less plastic,« står der på denne nydesignede emballage til Verbatims hukommelseskort til kameraer, og sloganet fra det japanske verdensfirma inden for lagermedier holder i den grad, hvad det lover.
»Den nye emballage, som blev introduceret i 2010, betyder, at der i dag kan være 26.500 hukommelseskort på en palle i stedet for de 5.000, som den gamle emballage tillod. Det betyder mindre emballage, mindre transport, mindre CO2, og det hele er i tråd med den nye profil, som Verbatim har fået,« siger Verbatims salgschef i Norden, Torsten Christensen.
Verbatim har igennem årtier været blandt verdens førende selskaber inden for digitale lagermedier, og derudover er selskabet en del af Mitsubishi Chemical Holdings Corporation (MCHC), som igen er et selvstændigt holdingselskab med fire datterselskaber inden for det umådeligt omfattende Mitsubishi-konglomerat.
Mitsubishi Chemical er Japans største kemikoncern, og derfor må det siges at være interessant, når topchefen vil spænde selskabet for en bestemt samfundsudvikling, der ikke alene er ”grøn”, men også baseret på budskaber og principper, som mange vil anse for at være i direkte modstrid med de flere dominerende principper i de udviklede kapitalistiske samfund.
Kaiteki
Topchefen i Mitsubishi Chemical hedder Yoshimitsu Kobayashi. Han er kemiingeniør, dr.scient., og det er ham, der har fået noget, der ligner en åbenbaring.
Det har han skrevet en bog om, Good Chemistry for KAITEKI – A challenge to a Sustainable, Healthy and Comfortable Society. Heri fremsætter han en samfundsanalyse, der både langer ud efter kapitalismens iboende tendens til kortsigtede beslutninger styret af kortsigtede aktionærinteresser, finanssektorens fidusspekulationer og den økologiske/naturmæssige katastrofe, som Kobayashi ser komme inden for en tidshorisont på få årtier med klimaændringer, vandmangel, råstofmangel, tab af biologisk mangfoldighed og så videre.
Mange andre end Kobayashi mener noget tilsvarende, men det virker alligevel stærkt, når man ved, hvilke kræfter og instrumenter manden råder over som præsident og CEO for en verdenskoncern som Mitsubishi Chemical. Og manden kombinerer hardcore kemi og business med en sart japansk følsomhed over for tilværelsens forunderlighed, klodens begrænsede ressourcer og hensynet til fremtidige generationers levevilkår, som er inspirerende og meget lidenskabelig.
Kobayashi efterlyser samfundsmæssig ansvarlighed, også på lang sigt, og bæredygtighed af denne verdens store selskaber – naturligvis kombineret med forretningsmæssig fornuft og rimelighed. Men finanskrisen og Wall Street-drengenes gak-gak-transaktioner samt tsunami-katastrofen i fjor har skærpet hans blik for behovet for forandringer – og blikket for samfundenes sårbarhed.
»Vi er nået til et punkt i tiden, hvor vi er nødt til at foretage radikale skift i måden, vi tænker på. Alligevel er der mange mennesker, der hverken kan eller tør tænke på forandringer. Hvorfor kan de ikke det? Fordi de ikke har tænkt alvorligt over, hvorfor de er i live. Men mennesker kan ændre sig helt naturligt, hvis de tager livet seriøst.«
Sådan skriver Kobayashi til slut i den 200 sider lange bog, hvor han undervejs analyserer og filosoferer over, hvilken slags samfund han egentlig synes, at verden som helhed bør stræbe efter at blive om 20-30 år.
I bogen skriver han også: »Jeg har været dybt bekymret over, hvordan mennesker skal leve deres liv på denne klode, og hvordan vores gruppes selskaber kunne bidrage til at gøre deres liv bedre, siden jeg tiltrådte som præsident og CEO for Mitsubishi Chemical Holdings Corporation i 2007.« Kobayashi er ikke bare bekymret, han er også handlingsorienteret, så han besluttede i 2008, at bæredygtighed, sundhed og komfort skulle være beslutningskriterier for selskabet.
Men han ender med et samlende begreb, det japanske ord ”kaiteki”, som kan rumme alle disse tre begreber og have en bredere betydning end ”bæredygtighed”. Kobayashi fremhæver selv en god vens perspektivering af sit eget arbejde med kaiteki og vennens forsøg på en oversættelse af begrebet:
»En symbiose af videnskab og samfund, økonomi og miljø. Symbiose er en terminologi, der anvendes inden for biologi til at beskrive sameksistens mellem arter … så kaiteki fremelsker harmoni mellem videnskab og civilsamfundene og mellem økonomien og miljøet.«
På traditionelt japansk kan kaiteki oversættes med ”komfort, behagelighed”. Det blev valgt som navn til instituttet for at repræsentere en global kvalitet ved tilværelsen, som kan nås ved hjælp af bæredygtige teknologier, hvoraf den kemiske industri og den kemiske videnskab kan komme til at spille en meget væsentlig rolle.
Bogen igennem forsøger Kobayashi ved en original blanding af videnskabelige discipliner som kemi, neurovidenskab, psykologi og økonomi at begrunde, hvordan og hvorfor kaiteki er nødvendigt i det 21. århundrede. Pladsen her tillader slet ikke at gå i detaljer med ræsonnementerne.
Kaiteki Institute, Inc.
Kobayashi satte sig for, at Mitsubishi Chemical skal bidrage til en sådan bæredygtig udvikling, og at alle fire selskaber under MCHC skal arbejde sammen og »ubønhørligt forfølge målet om at blive et KAITEKI Company«.
For at nå dertil oprettede han i 2009 KAITEKI Institute, Inc. i Santa Barbara, Californien. Her er tale om hardcore kemiforskning under ledelse af en tidligere professor og kemiingeniør ved University of California Santa Barbara (UCSB), Glenn Fredrickson.
Fredrickson kommer til at spille en nøglerolle i den forsknings- og udviklingsproces, Kobayashi har sat i gang. Han er med i USA’s National Academy of Engineering og verdensberømt og prisbelønnet som polymerforsker og har siden 2001 stået i spidsen for et forskningssamarbejde mellem UCSB og Mitsubishi Chemical. En af instituttets første og vigtigste forskningsopgaver er at udnytte CO2 som en kulstofressource, så det atmosfæriske indhold af CO2 falder. Noget sådant kan finde sted enten »som en kemisk eller biologisk proces, drevet af sollys«, hed det i en pressemeddelelse fra instituttet ved indvielsen.
Det nye lys
Vejen mod bæredygtighed er lang, men Ko-
bayashi er optimist, for han ser også tegn på – hvis man ser godt efter – at udviklingen trods alt også går i den rigtige retning. Og hvad angår Verbatim, er der ingen tvivl om retningen.
Den nye type emballage, som er tynd, men ekstremt stærk, er bare ét eksempel. Belysning er et andet område, hvor Verbatim vil være med til at præge udviklingen, led-belysning vel at mærke. Eller oled (organic light emitting diodes), som er det rigtig hotte. Oled indebærer, at man for eksempel kan lave ”lys” på plastic, hvilket igen betyder, at lyskilderne går fra at være punktkilder til for eksempel at blive lysende flader.
Den første led-pære fra Verbatim kom på markedet i 2011, og Verbatims mål er at sidde på 20 procent af led-markedet i Europa i 2015. På led-området konkurrerer Verbatim med Philips og Osram.
»For både led og oled gælder, at elektricitetsbesparelsen er helt enorm, og selvom en led-pære i dag koster omkring 250 kroner, er den relativt hurtigt tjent hjem, og holdbarheden er uhørt høj sammenlignet med dagens teknologi. 25.000-35.000 timer er den gennemsnitlige varighed for Verbatims led-pærer i dag,« siger Torsten Christensen.
Kobayashi får det sidste ord:
»Gennem hele mit arbejdsliv har jeg altid sagt nej til ting, jeg ikke havde lyst til at gøre, og meldt mig til opgaver, der interesserede mig. Og jeg var i stand til at ændre mig, fordi jeg ikke var bange for at miste.«