Mobilen på skibakken: Mænd kører om kap, kvinder tager billeder

Mobilen på skibakken: Mænd kører om kap, kvinder tager billeder

EmailFacebookLinkedInTwitterDeliciousGoogle+PinterestDel

Skisæsonen er begyndt, og forude venter Europas skiområder på tusindvis af danskere. Men en skiferie er ikke kun røde kinder, fart under fødderne og varm kakao – danskerne udnytter i høj grad deres smartphone til at forstørre og forlænge oplevelserne på pisterne. Det viser en aktuel undersøgelse fra Telia og YouGov.

Når danskerne trækker i det varme tøj og spænder skiene under støvlerne, så vælger næsten 7 ud af 10 – og markant flere kvinder end mænd – at tage deres smartphone med ud i sneen.

”Vores smartphones er blevet en integreret del af ferieoplevelsen – også på skituren. Det kan vi blandt andet se på den mængde data, der i uge 7 og 8 bruges af danskere på ferie i Norge, Sverige, Østrig, Frankrig og Italien,” siger privatkundedirektør i Telia, Christoph Nørgaard.

Som den vigtigste årsag til at have mobilen med på pisten eller løjpen angiver næsten 3/4 (74 %) af de adspurgte, at de gerne vil kunne ringe efter hjælp, hvis uheldet skulle være ude.

Derudover værdsætter især kvinderne muligheden for at tage billeder på turen – måske et smukt skilandskab, en selfie på toppen af bakken eller et foto af ungernes leg.

Tre gange så mange mænd som kvinder nævner, at de bruger mobilen til at måle tophastigheder og distancer. Måske af samme grund bruger lidt flere mænd end kvinder også mobilen til at uploade fotos og statusopdateringer på Facebook og andre sociale medier ude fra pisterne.

De mandlige ski-entusiaster nævner også muligheden for at hente opdaterede vejrudsigter i løbet af dagen som en vigtig gevinst ved at have mobilen på sig.

Om forskellene på mænd og kvinders præferencer for at bruge mobilen på skituren, siger ski-entusiast og tv-vært, Thomas Uhrskov: ”En del mænd med hang til action har typisk købt flere specialiserede gadgets til den slags oplevelser. For dem er det ikke altid nok at tage billeder og video med mobilen – så de har måske i stedet spændt et ’action cam’ på hjelmen. Dette behov for dokumentere drabelige nedkørsler er nok ikke så udbredt blandt kvinderne,” slutter Uhrskov.

Top 5 – hvorfor tager vi mobilen med pisterne/løjperne?
1. For at kunne ringe efter hjælp, hvis uheldet skulle være ude
2. For at kunne tage billeder på turen
3. For at kunne komme i kontakt med familie og venner skibakkerne
4. For at kunne måle min hastighed mv.
5. Så jeg kan uploade billeder på Facebook mv.

Del denne