Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
I hovedstadsområdet er Apples iPhone den ubetinget mest populære telefon. Undersøgelsen viser, at 44 procent af smartphone-brugerne i København og omegn er hoppet på i-bølgen.
”Mere end 70 procent af de telefoner, vi sælger på landsplan, er smartphones. I hovedstadsområdet går de fleste, der kommer ind i butikkerne, efter iPhone. Og det er faktisk uanset alder”, siger Michael Lamberth, der er ansvarlig for Telenors butikker og fortsætter:
"Generelt forventer vi, at salget af smartphones vil fortsætte med at vokse. Ganske enkelt, fordi kunderne i dag vil have en telefon, der kan det hele: mobil adgang til internet, email, nyheder, musik, tv-kanaler og apps. Og det gælder uanset, om man er til Nokia, iPhone, HTC, Samsung eller noget helt femte,” siger Michael Lamberth.
Jyder er til Nokia og HTC
På den anden side af Storebælt er det især Nokia- og HTC-telefoner, der bliver langet over disken. I Nordjylland går hele 40 procent af indbyggerne rundt med en Nokia-telefon i lommen.
”Nokia har historisk set haft et rigtig godt tag i danske forbrugere, og det er stadig det mærke, mange foretrækker. Jeg tror, at mange vælger Nokia, fordi det er trygt og sikkert at få samme design og brugerset-up, som man er vant til, fortæller Michael Lamberth.
I det sydlige Danmark er det HTC, som virkelig har fået fat. Her har 44 pct. af indbyggere med en smartphone i dag en HTC-telefon.