Af Palle Vibe, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Det traditionelle armbåndsur har længe været truet af mobiltelefonen. Men måske står uret på håndleddet nu over for en revival. Flere og flere både små og store producenter er nemlig begyndt at bygge en del af mobiltelefonens teknik ind i en lille armbåndsuragtig enhed, som går under betegnelsen ”smartwatch”.
De smarte ure tilbyder mange af de samme funktioner som mobiler: Du kan modtage sms- og mms-beskeder, e-mails, se hvem der ringer, modtage opkald, afspille musik, gennemse fotomapperne eller tjekke kalender. Og du kan afvikle apps og følge med på sociale medier.
Det lyder jo fantastisk, men den sparsomme plads har konsekvenser. De fleste smartwatches på det danske marked er nemlig kun rigtig smarte, når de får hjælp fra en smartphone. Et smartwatch er nærmest en slags tilbehør til en smartphone, som sender data og informationer hen til håndleddet. Mange smarte ure virker endda ikke sammen med alle smartphones – ikke engang indenfor deres eget styresystem (som Android eller iOS).
Læs vores stortest af smartwatches her.
Eksempelvis fungerer det nye Samsungs Galaxy Gear kun sammen med nogle af Samsungs egne mobiler, ikke dem allesammen.
Nogle smartwatches gør det muligt at føre mobilsamtaler. Det kræver indbygget mikrofon og højttaler (som Samsung Galaxy Gear og ure fra Martian), eller at du tilkobler et Bluetooth-headset.
Men du skal have en tændt mobiltelefon på dig, før du kan tale til håndleddet, for samtalen overføres i de fleste tilfælde via Bluetooth til mobilen. Ingen ure på det danske marked har mobilnetforbindelse eller simkort indbygget. Amerikanske Razor og hollandske Burg leverer smartwatches, der kan gå på mobilnettet, men de sælges ikke herhjemme.
Lidt større end et armbåndsur
Et smartwatch er normalt lidt større end et traditionelt armbåndsur, typisk cirka 5 x 5 x 1 cm, og lidt tungere (men det varer næppe længe, før den forskel er ophævet). På den trods alt beskedne plads skal der ikke blot være plads til et højopløst miniaturedisplay – gerne med touchfunktion – men også en processor, noget arbejdshukommelse (ram), kredsløb til trådløs kommunikation (Bluetooth og eventuelt Wi-Fi og NFC) plus sensorer som accelerometer og gyrometer samt et effektivt, genopladeligt batteri.
Faktisk er det ikke så vanskeligt at samle alle de nødvendige komponenter i den kompakte kasse. I dag kan man bygge en hel bordcomputer ind i en terning på bare 5 x 5 x 5 cm inklusive alle tilslutninger. Tænk bare på CuBox. Den virkelige udfordring ligger i at finde tilpas små komponenter til en tilpas billig pris.
Desuden skal komponenterne forfines og tilpasses, så de lever op til modstridende behov om størst muligt display og flest mulige funktioner med lavest muligt strømforbrug. Og her er producenternes løsninger endnu vidt forskellige. Vi befinder os stadig i pionertiden for smartwatches.
Clockhastigheden er endnu ret lav. Sony Smartwatch anvender en 120 MHz-cpu, men det er fuldt tilstrækkeligt til at køre de tilhørende applikationer. Faktisk giver denne forsigtige processor flere computerkræfter, end mange mindre, bærbare computere havde i 1990’erne. Single core-processorer har været det almindeligste indtil nu, men dual core vinder indpas i de nyeste modeller. Dermed stiger også urenes processor-ydelse.
Det samme gælder arbejdshukommelsen. De fleste smartwatches i dag har mellem 96 KB og 256 MB indbygget ram plus en indbygget flash-hukommelse (lager) på mellem 256 KB og 4-8 MB. De fremtrædende modeller Sony SW 2 har 128 KB/1 MB og Samsung Galaxy Gear 512 MB/4 MB. Lagerhukommelsen kan på nogle modeller udvides med microSD-kort.
Familieskabet med smartphones dokumenteres af styresystemerne, hvor Android eller tilpassede versioner af Android dominerer lige nu. Kun få smartwatches (som for eksempel Pebble) kan fungere sammen med både iPhones og Android-mobiler.
En skærm på en tomme
Skærmene er en udviklingshistorie for sig. De er jo meget små, så jo mere man kan presse billedpunkterne sammen, des bedre er det. Typisk er skærmene på 1-2 tommer, og her er der som regel plads til cirka 200 x 200 pixel. De store tv-oplevelser giver det jo ikke, ligesom spil og tekstsider må tilpasses for at kunne opleves.
Her kommer producenterne til at konkurrere med hinanden på pixeltæthed de kommende år. Det vil kræve en særlig indsats, selv om der benyttes traditionelle, touchbaserede skærme baseret på kendt LED- eller OLED-teknologi.
En af vanskelighederne er muligheden for at kunne taste præcist på en skærm. Måske kan nye applikationer til udviklerne lette problemet. En af dem er Zoom Board, et virtuelt tastatur, hvor du kan zoome ind på en tast ved gentagne tap på glasset. Forsøg har vist, at du på den måde kan skrive op til 10 ord i minuttet, hvilket er en forbedring, men ikke specielt imponerende. Så nogen skrivemaskine blive det smarte ur næppe nogensinde.
Indbyggede sensorer
Mange smarte ure rummer forskellige sensorer. Det kan være et accelerometer eller et magnetometer (e-kompas) til brug for aktivitetsregistrering under træning, og mange ure har gps-funktioner.
Med et indbygget gyrometer, der på forskellig vis kan registrere brugerens håndledsbevægelser, bliver det muligt at betjene funktioner alene med gestik. Display-lyset i flere modeller tændes for eksempel ved at uret rystes let.
Der kan også være en indbygget lyssensor, som indstiller displayets lysstyrke efter omgivelserne. Endnu har kun et mindretal af smartwatches højttaler og mikrofon endsige optagefunktion eller stemmestyring (som for eksempel Galaxy Gear), ligesom indbygget kamerafunktion hører til sjældenhederne. Men det er et af de udviklingsspor, som nye smartwatches vil udforske.
En af udfordringerne ved smartphones er, at de så hyppigt skal oplades. Sådan er det trods de små dimensioner også med smartwatches. For eksempel dræner en åben Bluetooth-forbindelse 5-10 procent af batteriet hver dag.
Det indbyggede batteri er gerne af lithium-ion-typen, der kan genoplades, og størrelsen ligger for tiden mellem 110 mAh og 450 mAh. Producenterne gør naturligvis deres bedste for at udvikle bedre batterier og strække drifts-tiden, men små batterier skal oplades relativt tit.
Det kan ske i en separat dockingstation eller med en traditionel adapter og et micro-USB-kabel. Så med både en tablet, en smartphone og nu også et smartwatch er der en del opladninger at holde styr på.
De første smarte ure fra Fossil, Tissot og Swatch blev lanceret fra 2004, og de udnyttede den såkaldte SPOT-platform (Smart Personal Object Technology) udviklet af Microsoft i 2002. Det var en trådløs, FM-baseret kommunikationsforbindelse mellem nettet og intelligente computerenheder (Smart Objects).
Men i takt med udbredelsen af nye trådløse teknologier som Wi-Fi, Bluetooth og mobilnetværk var der manglende tilslutning fra nye producenter, og SPOT blev opgivet i 2012.
I dag konkurrerer adskillige små og store producenter om kundernes gunst. Men it-eksperterne ser først og fremmest frem til, at Apple træder ind på scenen og revolutionerer ur-markedet, ligesom Apple fuldstændig forandrede markedet for mobile enheder, da iPhone blev lanceret. Apple har nu udtaget 79 patenter på det måske kommende iWatch.
Imens går der rygter om, at Microsoft vil sende et smartwatch på markedet i et muligt samarbejde med LG, ligesom Google står på spring med et smartwatch ved navn Gem! Der bliver helt sikkert noget at se frem til i de nærmeste år.
Der findes et væld af widgets, apps og programmer specielt til smartwatches, og de kan hentes fra de samme udbydere, som leverer til mobiltelefonerne (for eksempel Google Play).
Der er tale om apps med spil, fitness, nyheder, vejr, afspilning af musik og lignende, som du kender fra mobilen. Blot er appsene som regel udviklet til de enkelte smart-ur-modeller. Markedet er altså noget umodent, når det handler om standardisering.
Applikationerne downloades som regel til mobilen, mens håndteringen af dem foregår fra uret. Og ofte skal du først hente og installere en særlig mobil-app, der muliggør kommunikation mellem ur og mobil.