Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Microsofts tynde tablet gør din bærbare overflødig

En forbedret skærm og gennemtænkte opdateringer gør Microsofts mobile multimaskine til noget nær den ideelle sammensmeltning af tablet og pc.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Mange slæber rundt på både en bærbar og en tablet for at være rustet til såvel arbejde som afslapning. Kun ét apparat er imidlertid nødvendigt for at klare det hele, når du er på farten. Det har Microsoft forsøgt at vise os med Surface-enhederne, der nemt forvandles fra tablet til en fuldblods bærbar pc.

Vi var allerede tæt på at være overbevist med forgængeren, så med en ny forbedret Surface Pro, der har modtaget omfattende opgraderinger, er det for alvor tid til at spørge sig selv, om ikke man burde skrotte hele maskinparken til fordel for en Surface.

Mere skærm, lettere design

Uden at gå på kompromis med mobiliteten har Microsoft formået at give brugeren et større skærmareal.

Den flotte ClearType-skærm er nu oppe på 12” og således på størrelse med skærmen i mange bærbare computere. Et klogt valg, da de ekstra par tommer er guld værd, når der skal arbejdes seriøst. Opløsningen er også øget, så du får et skarpt billede med 2160 x 1440 pixel.

Til arbejde, film og spil er skærmen også en fornøjelse at se på. Selv om den er vokset, er Surface ikke blevet tykkere eller tungere, tværtimod.
Med en tykkelse på 9,1 mm og en vægt på cirka 800 gram er den slankere og lettere end sin forgænger. Den er tungere end en almindelig tablet, men i betragtning af at du får en Windows-pc, er det imponerende, hvor kompakt den er.

Med USB 3.0-port, microSD-læser og mini displayport får du de forbindelser, du forventer af både en bærbar og en tablet. Tilmed er der to 5 MP kameraer med videooptagelse i full HD.

Styresystemet er Windows 8.1, og det betyder, at du kan arbejde, som du plejer på en Windows-pc. I den testede enhed var processoren en Core i5 på 1,9 GHz. Den leverer rigeligt med kræfter til internet, video, Office-arbejde og de fleste andre opgaver.

Vil du have styrke nok til tunge grafiske opgaver eller krævende spil, er en hurtigere model at foretrække.

Heldigivis står det brugeren frit for at vælge Core i3-, i5-, eller i7-processor samt ram og lagerplads efter behov.

Batterilevetiden, der tidligere har været blandt Surfaces svagheder, er forbedret betydeligt, så du får hele ni timer på en opladning – rigeligt til at komme igennem en arbejdsdag.

Stor fleksibilitet

Den karakteristiske Kickstand, der klappes ud på bagsiden for at stille Surface oprejst, er optimeret, så enheden nu kan positioneres i nærmest enhver tænkelig vinkel. Det giver et væld af anvendelsesmuligheder, især når du kombinerer Surface med det specialdesignede tilbehør.

Vip eksempelvis Surface næsten helt bagover for at skrive eller tegne med den nye pen, der følger med. Et enkelt klik i toppen af pennen åbner OneNote-appen, selv når skærmen er slukket. På den måde kan du gribe pennen og skrive en hurtig note, når behovet melder sig.

Et nyt Type Cover giver dig – meget tiltrængt – en større trackpad, og det kan bukkes op mod skærmen, så keyboardet får en behagelig vinkel.
Selv når du sidder med computeren i skødet, kan du få en nogenlunde komfortabel skriveoplevelse. Desværre følger tastaturet ikke med. Det skal købes ved siden af, men så får du til gengæld mulighed for selv at vælge farve.

Ultimativ alt i en-maskine

Det er svært at se, hvorfor man skulle slæbe rundt på to apparater, når det hele kan forenes så elegant, som det er tilfældet med Surface Pro 3.
Som tablet er Surface ikke helt på højde med de bedste konkurrenter, navnlig på grund af manglen på apps, men når man påtænker, at du her også får en komplet Windows-pc, så har vi at gøre med noget nær den ultimative, mobile alt i en-løsning.