Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Meget stort "lille" usb-netværkskort

Linksys laver gode netværksprodukter, det er der ingen tvivl om, men det undrer redaktionen, hvorfor deres usb-netværksadapter er så stor, og ikke mindst hvorfor den fanger signalet dårligere end den burde.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der findes mange af de såkaldte usb-netværkskort på markedet, og Linksys har da også haft flere på gaden længe. Men nu er de kommet med deres Wireless-N USB Network Adapter with Dual-Band (mundret navn, ikke?), også kaldet for WUSB600N. Navnet afslører funktionen fint, dette netværkskort fungerer både sammen med 2,4GHz og 5GHz trådløse n-netværk.

Fylder alt for meget

Det første, vi måtte konstatere, var, at produktet uden undtagelse er det største usb-netværkskort, vi endnu har haft sat i vores forpinte testcomputer. Faktisk er det så bredt, at det var umuligt at tilslutte noget som helst i usb-porten ved siden af.

Men før vi kom så langt, skulle vi lige have installeret drivere til kortet. Det gik hurtigt, og da vi blev bedt om det, indsatte vi netværkskortet i usb-porten.

Hurtigt blev kortet fundet, og fordi vi kører Windows 7, skete der ikke andet. Vi skulle nu selv klikke på ikonet for trådløse netværk i nederste højre hjørne af vores computerskærm, og derefter vælge det netværk vi ønskede at tilslutte os.

Her var det også muligt at bruge WPS, hvis vi skulle ønske det.
På den måde gik installationen fint. Men det var en meget abrupt måde, at installationen sluttede på og et kig i manualen viste, at hvis vi havde kørt Vista eller XP, ville vi have fået en pæn og nydelig afslutning på det hele.

Men vi fik dog computeren på nettet, og så kiggede vi ellers efter hastigheder. Her skal vi nok lige sige, at routeren bag det trådløse netværk også var en Linksys router, så kompatibiliteten burde være i top.

Men ikke desto mindre faldt kvaliteten af netværksforbindelsen markant med Linksys’ usb-adapter, hvilket undrede os. Vi kunne ikke længere komme særlig langt væk fra routeren, og der var et markant større datatab.