Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Meget Windows 8-bærbar for pengene

Det behøver ikke koste det hvide ud af øjnene at få fuld glæde af det
nye touch-baserede interface i Windows 8. Med Vivobook S200E har Asus
skabt en budgetvenlig Windows 8-bærbar med touchskærm, som grundlæggende
giver dig alt, du behøver i en velkørende Windows 8-maskine.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Her er Core i3-processor, 4 GB ram, 320 GB harddisk og som kronen på værket en 11,6” touchskærm (1366 x 768 pixel).

Processoren er ikke den stærkeste, men god nok til at Vivobook kører helt upåklageligt ved de fleste opgaver. Der kan forekomme en smule ventetid, når man åbner applikationer, men ellers oplevede vi ingen problemer med ydelsen.

Dog er den selvfølgelig ikke egnet som gaming-computer, men det er heller ikke sådan, Asus har tænkt den. I kraft af dens lille skærm og beskedne vægt på 1,4 kg er den skabt til at smide i tasken og have med på farten som en lille arbejdscomputer eller underholdningsmaskine. Til formålet fungerer den ret ideelt.

Skærmen kunne godt have bedre farver og betragtningsvinkel, og den indbyggede højttaler er en smule skinger, men til en pris på under 4000 kroner klager vi bestemt ikke.