Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Skærm med indbygget sparefunktion

Philips er en sparegris! Der er nemlig sat alle sejl til, for at den bruger så lidt strøm som muligt. Nu er strømforbruget, når vi måler det, ikke så lavt, at den kan tjene sig selv hjem.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Men der er en pointe, og den er, at den ud over forskellige præindstillinger, som de andre skærme også har, desuden har ekstra Ecomode.

I denne indstilling bruger den 22” store skærm bare 20 watt – eller omkring 6 watt mindre end i gaming mode. I Office (kontor) mode er forbruget 23 watt. Når den er på standby, er forbruget helt nede på 0,0-0,1 watt. Fint!

I skærmens front er en indbygget sensor, som måler på omgivelsernes lys og justerer skærmens baggrundslys derefter. Altså som man har set i andre skærme (også tv-apparater) samt bærbare computere.

Det fungerer rigtigt godt i praksis. Philips er en skærm med gode egenskaber over et bredt spekter af brugsområder. Den er ikke eminent på ét område, men giver høj kvalitet på mange felter.

Konklusion

Philips klarer det altså godt, og vi er naturligvis glade for de miljørigtige tiltag – også selvom besparelsen målt over et år i forhold til konkurrenterne trods alt er begrænset.

I forhold til de bedste skærme er den lidt ringere og lidt dyrere. Men vil du have en hel ren miljø-samvittighed, er den værd at gå efter.

DATATID MENER:

God allround-skærm med lavt strømforbrug, men også lidt høj pris.