Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Matcher dit buede tv

Hvis du har et buet tv – og helst fra Samsung – så passer denne lydbar perfekt designmæssigt.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Surroundsystemer skal omslutte dig med vellyd, men det er ikke grunden til at denne Samsung-lydbar buer ganske meget. Den er bygget til at matche et af de ret nye, buede tv fra Samsung. Har du et tv af et andet mærke, kan du ikke være sikker på at buens vinkel passer perfekt.

Det særlige design gør HW-J6510 til et specielt produkt, men finder du designet smart, er det da en overvejelse værd. Selve enheden fylder ikke meget, men den buede formgivning betyder naturligvis, at lydbaren fylder mere end en ”normal” type.

Som de øvrige testdeltagere parres Samsung-enheden med en trådløs subwoofer, og du kan overføre musik trådløst til systemet via Bluetooth. Du behøver ikke engang tænde for lydbaren, når du skal spille. Så snart den modtager signal fra en smartphone eller anden Bluetooth-enhed, som den på forhånd er parret med, vil den tænde.

Selve lydbaren er ret tung, og det krumme design har betydet, at man har måttet lave et solidt kabinet. Men det er kun godt for lydkvaliteten. Så kvalitetsindtrykket er godkendt. Subwooferen er mere plastikagtig, men ganske nydelig i sin finish og derfor let at placere i stuen. Basenhed og -port er placeret i siden af højttaleren, og den er derfor ret afhængig af, hvor tæt du stiller den på væggen. Tæt ved vil bassen blive forstærket ganske hørbart. Placeret fri af væggen vil du opdage, at subwooferen går fint i spænd med lydbaren, og lydbilledet er varmt og homogent. Ganske behageligt faktisk.

Surround-virkningen er ikke overvældende, men stemmer står klart, og der kan også komme et par solide drøn fra subwooferen. Musikken gengives ikke med det overskud, du møder hos en Harman/Kardon eller Denon, men gengivelsen er absolut godkendt.

Det allerbedste argument for HW-J6510 er dog, at det er et naturligt valg til et krumt Samsung-tv.

Samsung HW-J6510 Lydbaren er lavet af solide materialer. Det er et krav, hvis konstruktionen skal kunne holde til krumningen.