Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

MasterPass: Kapløbet om den digitale betaling

MasterPass er Mastercards bud i kapløbet om den digitale betaling.

Af Mette Eklund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den digitale verden er i hastig forandring, og det gælder naturligvis ikke kun hardware og software, men betalingsmodeller mellem virksomheder og kunder. I slutningen af 2016 afholdt Mastercard et pressemøde i København for at sætte fokus på nye løsninger indenfor digital betaling, og Alt om DATA var med.

Samarbejde er vejen frem

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Mastercard vil være en del af de nye løsninger indenfor digital betaling, og meget fornuftigt har virksomheden indset, at det er ensbetydende med at indgå flere partnerskaber for at nå de bedste løsninger. Christophe Zehnacker, Head of Digital Payment Western Europe Mastercard slog på pressemødet fast, at hele industrien trænger til at blive genopfundet - ikke mindst for at leve op til de mange forventninger fra forbrugerne. Derfor vil Christophe også gerne have, at omverdenen skal se Mastercard som et globalt teknologifirma og ikke et betalingsfirma.

Gnidningsløs digital betaling

Ifølge Christophe skal digital betaling være så usynlig for forbrugeren som muligt, så betalingen foregår gnidningsløst, uanset hvordan kunden vælger at betale. Derudover skal sikkerhed være indbygget, så forbrugeren ikke skal tænke over det.

Christophe understregede, at denne udvikling naturligvis vil ske i faser, men kontaktløs betaling vokser hastigt i øjeblikket, og det næste store skridt er mobil betaling for varer og tjenester online. Faktisk er forudsigelserne, at der vil være op mod 200 billioner mobile commerce transaktioner årligt allerede i 2019, og at mere end 30 % af alle transaktioner vil være digitale i 2020.

Christophe betegner det digitale skift, som den største revolution siden introduktionen af plastikkortet, og ud af de 34 billioner forbundne enheder, der er spået til at eksistere i år 2020, ønsker Mastercard, at næsten alle af disse skal være potentielle shopping-enheder for forbrugerne. Et direkte eksempel på dette er Mastercards samarbejde med Samsung omkring indkøb af varer direkte fra deres køleskabe.

Digital betaling med  MasterPass

FinTech-firmaer med i samarbejde

Mastercards presseevent blev afholdt i lokalerne på det nyåbnede FinTech i København.

FinTech er dedikeret til at understøtte nystartede virksomheder indenfor finans-teknologi. FinTech kan yde støtte til virksomhederne med alt fra juridisk hjælp, netværk til investorer, partnere, sponsorer samt mentorordninger mm..

I skrevne stund er der omkring 20 virksomheder samlet i FinTechs lokaler, med plads til flere.

FinTechs Direktør Thomas Krogh Jensen udtalte til eventet, at Danmark står stærkt indenfor finansteknologi både på grund af den veludviklede digitale infrastruktur samt danskernes hurtige adoption af teknologi. Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at Mastercard det seneste år har samarbejdet med adskillige FinTech-firmaer og implementeret løsninger fra disse.

Sikkerhedsaspektet

Når det gælder sikkerhed, har Mastercard særlig fokus på tokenization. Folk bruger uvægerligt forskellige enheder hver dag, som de ubesværet skifter imellem, og det skal naturligvis også gælde for betaling via disse enheder. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt med forskellige passwords.

Med Card tokenization skaber man et nyt kortnummer til hver af sine enheder såsom bilen, køleskabet, smart-armbåndet mm., og det nye kortnummer vil være knyttet til den pågældende mobile enhed. Hvis nogle prøver at bruge dette nummer (token) med en anden enhed, vil det ikke virke. Mastercard arbejder derudover med sikkerhed via User identity og verifikation, hvor du f.eks. skal bekræfte, at du er dig via fingeraftryksscanner, ansigtsgenkendelse mm.

 

Masterpass

Der er mange bejlere på markedet til digitale betalingsløsninger, og Christophe Zehnacker præsenterede Mastercards løsning, Masterpass, som de ser som en global digital commerceplatform. Christophe mener, at firmaet hurtigt kan få udbredt Masterpass, da udrulningen foregår via lokale banker. Dvs. har du Nordea Bank kan du få et Nordea Masterpass, der blot er en digital version af dit normale Mastercard.

Alt skal starte et sted, og lige nu er der mere end 100.00 forhandlere i Europa, der tager Masterpass, og flere er, ifølge Christophe, på vej. Det gælder både in-store køb, in app-køb eller online køb på alt fra tablets, smartphones, pc’er, køleskabe, biler, smartwatches eller smarte ringe som produktet Ringly.

I London kan du f.eks. allerede bruge Mas-terpass på din smartphone til at betale for din tur i metroen i stedet for Oistercard, og det giver flere fordele - f.eks. skal det ikke tankes op i stil med vores eget Rejsekort... Også flere
restauranter såsom Wagamama i England giver dig mulighed for at bestille din mad, mens du står i kø samt betale via Masterpass, mens du spiser, så du ikke skal vente på regningen i din korte frokostpause. 

Mastercard

- På verdensplan er der udstedt 2,3 billiarder Mastercard i verden fordelt på 211 lande og 150 forskellige valutaer.
- 17% af alle betalinger er kontaktløse i Europa lige nu.
- Mere end 3 ud af 4 Mastercard og Maestro in store-transaktioner er kontaktløse.
- Masterpass findes lige nu i 33 lande, og der arbejdes på at få det til Danmark.
- Masterpass er gratis for banker og butikker, og de samarbejder også med f.eks. Apple Pay og Samsung Pay.