Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Masser af medie-muligheder

Mens kulden og vintermørket trænger sig på, blomstrer de teknologiske muligheder på hjemmeunderholdningsfronten. Skal du have lidt ekstra ud af fladskærmen, står producenterne klar med et utal af muligheder.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Efter trådløst netværk er blevet almindeligt i hjemmene, er der åbnet helt nye muligheder for at dele medier på kryds og tværs af enheder og streame indhold fra nettet. Mange af de nyeste fladskærme har internettilslutning og mulighed for at se web-tv, gå på nettet, hente apps og så videre.

Du behøver dog ikke at investere et tocifret beløb for at få del i de nye muligheder. Der findes et utal apparater, der giver dig mange af de samme egenskaber for færre penge, og lige nu står producenterne i kø for at tilbyde dem.

Sony streamer internetvideo i stuen

Der findes efterhånden masser af tv-tilbud på nettet – det gælder såvel fra danske kanaler som udenlandske. Skal du have glæde af dem på fladskærmen, er den mest direkte vej et tv med indbygget webplatform.

Sony Bravia Internet Video er en populær en af slagsen og giver dig adgang til YouTube samt mulighed for at leje film, mens du med catch-up TV kan se kanaler som TV2’s Sputnik og mange andre. Den er integreret i Sony’s nyeste fladskærme.

Ønsker du adgang til alt dette, er det dog ikke længere nødvendigt at anskaffe helt nyt tv. Med Sony SMP-N100 får du funktionerne i en lille boks, som via WiFi kan sende til hele hjemmets netværk.

Takket være dlna-understøttelse er det også muligt at streame en stor mængde video- og lydformater fra dit eget bibliotek. Det hele styres via en simpel XrossMedia Bar menu eller med din iPhone/iPod Touch eller Android-enhed ved hjælp af en gratis app.

Sony SMP-N100 sender i fuld 1080P video fra hdmi-udgangen, og der er desuden composite og component videoudgange samt optisk og elektrisk digital audio-udgang. Som supplement til WiFi-modemet er der også en Ethernet-port. Sony SMP-N100 er på markedet nu og har en pris på 1.099 kroner.

Mediecenter med usb 3.0

Det giver god mening med usb 3.0 i et mediecenter, da der skal håndteres nogle store hd-film. Her vil man sandsynligvis kunne mærke en stor forskel sammenlignet med den gamle usb 2.0 standard.

Asus O!Play HD2 er det første mediecenter med usb 3.0 og giver mulighed for, at du enten kan streame musik og video til boksen eller lægge det på en 3.5 tommer harddisk, som der er gjort plads til.

Asus O!Play HD2 understøtter et hav af forskellige formater og tillader desuden, at du bruger din iPhone som fjernbetjening.

Mediecenteret er på markedet nu. Du kan se den aktuelle pris på Asus O!Play HD2 her.

Slingbox forvandler pc’en til et mobilt hd-tv

Normalt vælger man at sende indhold fra computeren til tv’et for at kunne se det på en ordentlig skærm, men der kan også være fordele ved den modsatte modsatte vej, eksempelvis hvis du ønsker at være lidt mere mobil.

Med Slingbox PRO-HD kan du se hd-indhold fra hjemme-tv’et på en bærbar eller stationær computer eller streame det direkte til dine mobile enheder, når du er på farten.

Slingbox PRO-HD bevarer den oprindelige opløsning helt op til hd og understøtter forskellige tv-formater. Der er desuden ind- og udgange til både audio og video i form af Digital Terrestrial tv-tuner, S-video, composite video, component video og enten analog eller multi-channel 5.1 surround digital audio.

Slingbox PRO-HD er tilgængelig til en pris på 2.399 kroner.

Mediedrevet er din trådløse router

Bruger man hjemmenetværket til at streame medieindhold, er det normalt at have en NAS,hvor tingene kan ligge centralt og tilgås fra alle apparater. Dem findes der efterhånden en del af.

En af de seneste er LaCies Wireless Space, som giver features, der er lidt udover det sædvanlige. Udover at kunne tilslutte sig netværket og fungere som centralt drev, har det understøttelse af streaming via UPnP/dlna og iTunes, hvilket gør det en del nemmere at tilgå filerne med kompatibelt udstyr.

Som en stor ekstra-bonus kan drevet desuden anvendes som trådløst adgangspunkt, der booster rækkevidden af dit hjemmenetværk og endda også som en fuldt udrustet router. På den måde udfylder det faktisk alle de væsentlige roller i dit hjemmenetværk.

Wireless Space er på markedet nu og er spottet til en pris på 1.643 kroner for en 1TB model.