Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Mange køberes favorit

Leverer testens bedste forhold mellem pris og gigabyte-mængde.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Western Digital har sat sig solidt på harddiskmarkedet til private. Årsagen ses tydeligt i denne NAS. Ud over at være placeringsvenlig har MyBook Live Duo også ekstrem brugervenlig software, som gør, at det er let at sætte den op til flere brugere, med mange enheder og så videre.

Som de øvrige NAS-enheder i denne test tilbyder WD også kryptering, så dine data ikke kan opsnappes, når de sendes trådløst. Alt dette foregår mere eller mindre automatisk. Herligt!

I praksis behøver du ikke gøre så meget endda – for sætter du den på dit netværk, dukker den op i mappeoversigten få sekunder efter, og du kan begynde at overføre filer – eller downloade den software, der ligger på disken.
Som de øvrige i denne test er WD opbygget med to diske i et RAID-system.

Åbner du låget i toppen, får du adgang til diskene og kan let skifte dem.
Western Digital giver med sine 4 TB en pris/ydelse, der er testens klart bedste. Buffalo tilbyder lidt flere funktioner og programløsninger og er næsten lige så let at bruge. Western Digital er dog testens bedste køb og meget tæt på også at blive testens vinder.

DATATID MENER:
Testens bedste køb viser Western Digitals mange styrker.