Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Mange hestekræfter, lav pris

Den nyeste 15,6"-laptop fra Medion ser ikke ud af meget, men vores benchmarks afslører en pokkers masse hestekræfter under låget.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

På overfladen ligner den de vanlige laptops fra Medion, og når du åbner den, er der heller ikke noget, der ser anderledes ud.

MD98560 er udstyret med en 15,6"-skærm og et tastatur i fuld størrelse inklusive et numerisk tastatur. Det gør godt nok, at tastaturet bliver lidt sammenklemt, men det er kun et spørgsmål om vane, så det er faktisk et helt fint tastatur at arbejde med.

Nyeste teknologi

Medion har baseret denne laptop på en INtels Core i3-390M-processor og har integreret Optimus-grafikteknologi. Den er udstyret med Nvidia GeForce GT540M DirectX 11-grafikkort med 1.024MB hukommelse, den har en 640GB harddisk og er udstyret med usb 3.0.

Bestykningen på MD985606 er der intet i vejen med. Så vi var naturligvis meget spændte på, hvordan den ville opføre sig under vores test.

Vi sendte den igennem 3DMark 06, PCMarkVantage, SiSoftware Sandra og HD Tune Pro, og endelig så kiggede vi lidt film på den for at se, hvordan skærmen opførte sig under diverse lysforhold.

Spilletesten, 3DMark 06, overraskede os virkelig. Efter at have kørt alle test igennem, præsenterede den os for ikke mindre end 8.486 3DMarks. Det tal var faktisk så højt, at vi valgte at køre testen igennem igen. Men andet gennemløb gav ikke andet resultat, så vi valgte at stole på tallene.

Det overraskede os specielt, fordi maskinen føltes lidt tung at arbejde med, forstået på den måde, at applikationerne godt kunne være lidt lang tid om at starte op. Men der var absolut intet i vejen med ydelsen på maskinen helt generelt.

Dernæst sendte vi den igennem PCMarkVantage, og her fik vi en score på 5.124 PCMarks, hvilket også er ret højt. Altså stod vi med en lille billig laptop, der stædigt vedblev, at den var i stand til at håndtere såvel spil som grafiske applikationer.

De sidste tal

Inden vi gik over til at teste harddisken, så sendte vi MD98560 igennem SiSoftware Sandra, hvor cpu’en scorede 38,13gips i Dhrystone iSSE4,2 og 27,65gflops i Whetstone iSSE3. Igen ret flotte tal, der viser, at vi her har at gøre med en laptop, der har en del ydelse pakket med i kufferten.

Det undrede os dog stadig lidt, at maskinen stadig godt kunne føles lidt træg, så vi sluttede med at sende den igennem HD Tune Pro, og her fandt vi så maskinens akilleshæl. Den præsterede en overførselshastighed på 1,3MB/s som minimum, 92,0MB/s som maksimum og 23,1MB/s i gennemsnit.

Accesstiden lå på 27,7 ms og en burst-rate på 128,1MB/s. Hertil brugte den ikke mindre end 5,7 procent cpu, hvilket er en hel del.

Så med denne laptop får du absolut ingen hurtig harddisk, men det eneste, det for alvor betyder, er, at maskinen er lidt langsommere om at starte en applikation op. Men den er lynhurtig om at afvikle den.

Skærmen har meget få refleksioner, hvilket er skønt, når du ser film på den, og samtidig så er det en laptop, der ikke larmer, og som heller ikke bliver specielt varm. Et rigtig godt køb.