Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Send din fotosamling i et snuptag

ZoomFoot Send Photo lader dig sende op til 4GB fotos på én gang og giver mulighed for at konvertere og skalerer til de rigtige formater.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Mange mail-konti tillader stadigvæk kun, at man sender 10-20MB ad gangen. Det er jo sådan set også rigeligt, hvis du bare skal sende en mail med tekst. Så snart man begynder at proppe billeder ind i mailen, er det dog en helt anden snak.

Giver du den fuld gas med dit nye digitalkamera og sætter den på de høje billedindstillinger kommer du hurtigt op i størrelser på mange megabytes. Og så slipper pladsen jo hurtigt op i sådan en mail.

Man kan selvfølgelig begynde at rode med billedprogrammer og skalere billederne ned. Det tager dog ikke blot tid, men gør samtidig også at du pludseligt har dine billeder liggende dobbelt på harddisken.

ZoomFoot Send Photo kan imidlertid være løsningen på alt dette bøvl og besvær. Programmet giver mulighed for at sende store mængder billeder uden at skalere dem ned i størrelse.

Det gør du ganske enkelt ved at trække billederne eller mapperne med billederne ind i programmet eller vælge dem under Add Photos / Add Folder.

Du har 4GB at gøre godt med pr mail, så med mindre du har været på den vilde foto-safari, burde der være mere end rigeligt plads til de seneste feriebilleder i fuldt format.

Programmet accepterer fotos i alle de hyppigst brugte formater - JPEG, RAW, TIFF, PSD, PNG, GIF.

For at sende billederne skriver du blot din egen mailadresse i ”From” feltet og modtagerens adresse i ”To” feltet. Derefter kan du vælge en overskrift i ”Subject” og evt. medsende en hilsen i ”Message”. Og så er det sådan set bare at skyde mailen afsted med ”Send Photos”.

Ønsker du at ændre format, størrelse eller navn på billederne, inden du sender dem af sted, har du også mulighed for det. Det foregår ganske simpelt. I menuen ”Resize” kan du vælge en række pixel-størrelser, som svarer til de mest almindelige formater i kategorierne HD, Widescreen og Monitor.

Under ”Format” ændrer du meget sigende billedformatet til et af de tidligere nævnte formater (med undtagelse af PSD) og i ”Rename” har du mulighed for at vælge et fælles navn for alle billederne, så de eksempelvis kommer til at hedde ”kreta1.jpg, kreta2.jpg, kreta3.jpg…” – mægtigt smart hvis dit kamera har kaldt alle billeder underlige navne som 988577363803.jpg eller lignende.

Har du en større mængde billeder, der skal af sted, kan det tage lidt tid for programmet at komprimere og uploade dem (billederne pakkes i en zip.folder). Men det ordner det bare i baggrunden, mens du kan tage dig af andre ting.

Når billederne er uploadet får modtageren (og dig selv, hvis du har klikket det af) en mail med link til billederne, hvor de kan downloades i 10 dage.

I princippet fungerer programmet således ikke meget anderledes end de fleste fil-hosting programmer, men Send Photo giver dig bare lige de ekstra muligheder og det mindre besvær, der gør at det rent faktisk er et værktøj, der er sandsynlighed for, at man bliver virkelig glad for og får brugt i dagligdagen.

Både features og brugervenlighed (og selvfølgelig ikke mindst prisen) er helt i top, og det får således de største anbefalinger med herfra.