Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Lyttebøffer til enhver smag

Er du til hovedtelefoner, der sidder tæt på hovedet og lukker alt ude, eller er du til letvægts-headset, du glemmer, du har på? Alt om DATA har kigget på to sæt lyttebøffer, der repræsenterer hver sin lejr.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

De to deltagere i denne lille minitest er Logitechs Wireless Headset H760, et letvægts-headset med indbygget mikrofon, og Roccat Kulo Stereo, et noget større og tungere headset, også med indbygget mikrofon.

Visse fællestræk

Selvom de to headset i bund og grund er meget forskellige, så er der dog stadig lighedspunkter mellem de to. Den ene er meget tydelig. De har begge en indbygget mikrofon, så de kan bruges enten til ip-samtaler såsom Skype, eller hvis du er computergamer og har brug for at kunne snakke med din med- eller modspillere via forskellige voice-tjenester.

Det andet lighedspunkt er, at de begge er ”driverløse”. Det vil sige, at de bare skal sluttes til computeren, og vupti, så er der lyd.

Det første headset, vi lagde øre til, var H760 fra Logitech. Som navnet antyder, er det et trådløst headset, der samtidig næsten intet vejer.

Inden vi kunne bruge det, skulle det sluttes til computeren via et medfølgende usb-kabel, og efter små tre timer var batterierne i headsettet ladet op, og vi var klar til testen.

Headsettet blev koblet fra computeren og i stedet indsatte vi den usb-dongle, der fulgte med.

Her gik det så lidt galt for os til at starte med. Windows gik i gang med at forsøge at finde de nødvendige drivere, og det forsøgte den længe med. Da vi derefter forsøgte at lytte til musik, fik vi absolut ingen musik ud i headsettet, og en granskning af systemet viste, at vi ikke havde headsettet som mulig lydkilde.

Vi prøvede igen, men med samme resultat. Det endte med, at vi måtte genstarte computeren, og af uvisse årsager gik det nu meget bedre. Vi fik kontakt til headsettet, og nu kunne vi så benytte H760.

Dette headset er godt nok ikke et dedikeret musik-headset, men vi valgte nu alligevel at teste det op mod musik, for i mange tilfælde vil det nok være der, det bliver brugt mest. Og vi fik en fantastisk oplevelse.

Lyden var god, den var meget god. Godt nok kunne der have været mere dybde i lyden, men for et headset, der er så lille, var vi meget tilfredse. Samtidig var det utrolig behageligt at have på, og vi blev ret begejstrede for den lille detalje, at når du skubbede mikrofonen 90 grader op, så slukkede den automatisk, og når du trak den tilbage foran munden, så tændte den selv igen.

Det var så lidt af et chok, da vi tog Roccat Kulo på hovedet. Her har vi et meget traditionelt udformet headset og et, som sidder faktisk meget mere fast på hovedet. Samtidig lukker det så også mere lyd ude, hvilket er godt, når du skal koncentrere dig om det, du lytter til.

Lyden var også meget anderledes, og det var klart, at vi rent lydkvalitetsmæssigt var gået et par klasser op. Men det havde så også sin pris. For Kulo sidder meget fast på hovedet, og dine ører bliver utrolig varme. I længden kan det godt gå hen og blive lidt ubehageligt at have dette headset på. Men pokker tage mig, lyden er altså god!

Her er der heller ingen drivere, der skal installeres. Du slutter headsettet direkte til lyd og mikrofonstikkene på din computer, og så er du klar.

På ledningen sidder der en volumenkontrol, og den er så ikke for god. Der er lidt enten-eller over den. Den er meget svær at justere i små trin.