Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
De færreste kan have noget imod høj hastighed, når det gælder overførsel af filer fra computeren til harddisken, men særligt folk, der arbejder med krævende materiale som eksempelvis videoredigering i hd, har behov for stor fart på filerne, hvis ikke processen skal sløves.
Western Digital er nu klar med en ekstern harddisk designet til at give dig den hurtigste filoverførsel overhovedet muligt, når vi taler enheder baseret på almindelige skivebaserede harddiske.
Som navnet indikerer, er harddisken udstyret med Thunderbolt, som kan give overførsel på op til 10Gb/s begge veje. Det er det dobbelte af usb 3.0 og burde således være tilstrækkeligt til selv de tungeste opgaver, forudsat at diskene kan følge med. Desværre er det ikke oplyst, hvor hurtigt disse spinder.
WD oplyser imidlertid, at de kan konfigureres i såvel raid 0 samt raid 1, der giver mulighed for at anvende den ene disk som backupkopi af den anden og jdob, som gør det muligt at allokere enhver disk til specifikke formål. Du kan også serieforbinde flere drev takket være dobbelt Thunderbolt-stik.
My Book Thunderbolt Duo er fra fabrikken formateret til Mac og er kompatibel med Time Machine.
Den fås med 4TB og 6TB lagerplads, og priserne er henholdsvis 599 euro og 699 euro. Den er i butikkerne nu og kan også købes direkte fra Western Digitals webshop.