Danskere lever videre på de sociale medier efter deres død

Danskere lever videre på de sociale medier efter deres død

Selvom næsten halvdelen ikke ønsker det, lever danskerne videre på de sociale medier, efter deres død. Det viser en ny undersøgelse fra Landsforeningen Liv&Død.

Den nye undersøgelse viser samtidig at 3 ud af 4 danskere ikke har en strategi for at sikre deres digitale arv og ikke har taget stilling til at dele adgang til profiler/konti på sociale medier med de nærmeste.

Dermed kan det være svært at få lukket en konto, når en pårørende dør. Direktør for Landsforeningen Liv&Død Mogens Balling, mener at danskerne bør tage stilling til deres ”digitale arv”, da det kan sætte efterladte i mange svære situationer, når afdøde lever videre på de sociale medier.

Landsforeningen Liv&Død har i samarbejde med Epinion lavet Danmarks første og eneste repræsentative undersøgelse om digital arv. Den belyser danskernes forhold og kendskab til digital arv.

Trine Juul Axelsen har haft problemet med digital arv tæt inde på livet, da hun for 1½ år siden mistede sin søster til kræft.

”Min søster døde for halvandet år siden. Selvom hun havde været syg længe, kom det meget pludseligt. Fra vi fik at vide, at der ikke var mere at gøre, gik der 5 dage. Så står man der uden at have fået svar på det hele og har alt for mange spørgsmål.”

”Da vi skulle til at kigge på hendes profiler/konti på sociale medier, havde vi ingen passwords, ligesom vi ikke h avde login til apps på hendes smartphone. Vi var på bar bund, da vi ikke vidste, hvor meget og hvor hun var tilmeldt. Det var svært at finde rundt i.”

”Vi havde ikke spurgt hende om passwords. Det er ikke det man bruger energien på de sidste par dage.”

Ifølge Trine Juul Axelsen, var søsterens Facebookkonto noget af det vigtigste at få lukket ned hurtigt, da mange kontaktede hende gennem den, og søsteren selv var aktiv bruger.

”Selvom det aldrig blev italesat, var vi sikre på, at hun ikke ønskede at være til stede på Facebook efter sin død. Derfor lukkede vi den ned med det samme. Vi ønskede heller ikke, at andre gennem Facebook skulle finde ud af, at hun ikke var der længere.”

På trods af at Facebookprofilen hurtigt blev lukket ned, var det alligevel svært at danne sig et overblik over alle de sociale medier, hvor søsteren havde en profil og levede et ”onlineliv”.

”En uges tid efter min søs ters død, blev vi kontaktet og gjort opmærksom på, at hendes Endomondo-profil stadig var aktiv.”

”Det er en træls situation, for hvad gør man? Hvem skal man snakke med og hvem skal man ringe til?” siger Trine og forklarer ligeledes, at søsterens død har fået hende til at tænke over digital arv og de digitale fodspor man efterlader sig.

”Min søster havde ikke taget stilling til noget som helst. Jeg har efterfølgende snakket med rigtig mange om, at jeg ville opfordre dem til at tage stilling til digital arv. Jeg ville ønske at min søster selv havde taget stilling, det ville have gjort det lettere for os som pårørende.”

Del denne