Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Linksys E3000

Routeren hører til blandt de billigste her i testen, og selvom
kvalitetsforskellen ikke er så stor, koster den dyreste router
cirka 40 procent mere end Linksys E3000.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Udadtil er denne router ikke til at adskille fra de fleste andre routere fra Linksys, men der er tale om producentens topmodel, der kan arbejde simultant på 2,4- og 5GHz-frekvensbåndene.

Routeren fremstår meget strømlinet og elegant med lav profil. Den er derfor let at placere i de hjemlige omgivelser. Om det skyldes den flade profil og de interne antenner, vides ikke, men de målte hastigheder synes noget lave – og lavere end forventet.

Selv hastigheden mellem to computere tilsluttet 1Gbit-ethernet lå noget lavere end ved de andre routere. Det kan have påvirket den samlede præstation negativt, men årsagen hertil vides ikke.

Uanset hvad der blev forsøgt, lå ydelsen under, hvad konkurrenterne opnåede. Det var, som om den ikke udfyldte sit potentiale. Brugerinterfacet er det velkendte fra Linksys, overskueligt og traditionelt på nær en ting. Via det medfølgende Cisco Connect-program var det muligt at opnå adgang til oplysninger om netværket, få adgang til forældrekontrol med videre.

Det sikrede ligeledes en smertefri opkobling til det bagvedliggende webbaserede brugerinterface, velsagtens testens letteste. Det er ikke, fordi denne router mangler noget, SPI firewall er her ligesom alle andre tekniske features, der sikrer en gnidningsfri netværksoplevelse.

Der er en usb-port, der understøtter uPnP-enheder, som det er standard på disse routere. Det eneste, der manglede her i testen, var tophastighederne for netværket. Over afstand røg der lidt af hastigheden, selvom det ikke var meget. Nu skulle alle routere være placeret ens af sammenligningsårsag, men man kan med fordel placere E3000 noget lavere.