Lille virksomhed – store muligheder

Lille virksomhed – store muligheder

EmailFacebookLinkedInTwitterDeliciousGoogle+PinterestDel

Roomaxe er et hotelkapacitetsstyrings-, prissætnings- og distributionssystem udviklet til hoteller af iværksætterfirmaet iNetworks. Der er valgt en cloudløsning fra Microsoft bygget på Azure-platformen. Resultatet er slående – med cloudløsninger kan alle slags virksomheder tænke stort

Siden maj 2008 har Jesper Gødvad, direktør, ejer og partner i Århus-firmaet iNetworks, udviklet et program ved hjælp af cloudløsning, som kan lette både administration og planlægning for ejere af og medarbejdere på hoteller.

Løsningen er bygget på Microsofts Azure-platform og henvender sig til hoteller. Det viser, at med cloud computing-løsninger kan alle slags virksomheder tænke stort.

Jesper Gødvad, 36 år, er uddannet datamatiker fra Niels Brock suppleret med studie i datalogi på Aarhus Universitet. Han kalder programmet for Roomaxe.

Det er et hotelkapacitetsstyrings-, prissætnings- og distributionssystem udviklet med den nyeste teknologi. Med Roomaxe får hoteller mulighed for at automatisere en række manuelle handlinger.

»Programmet – eller løsningen – ligger ”i skyen” og kræver meget lidt af hotellerne, samtidig med at de får styr på deres administration,« forklarer Jesper Gødvad.

»Systemet klarer booking, rengøring, prissætning, reservation med videre, kort sagt alt, der har med administration at gøre. Dermed kan hotellerne erstatte ”den store ordrebog” med cloudløsningen.

Og den dyre server inde under skrivebordet behøver virksomheden ikke mere at investere i.

Når et værelse er rengjort og klart, bliver den information straks tastet ind i systemet af rengøringspersonalet og dermed registreret i receptionen. Værelset kan bookes nu.

Den gamle vise om, at gæster først kan rykke ind på deres værelse efter klokken 14 elimineres. Lige så snart et værelse er klargjort, kan det læses på skærmen i receptionen. Det giver glade gæster!« understreger Jesper Gødvad.

Testhotel

»Bookinger via hjemmesiden www.hotels.com eller en tilsvarende hjemmeside går automatisk ind i Roomaxe-systemet, uden at personalet skal læse mailen og manuelt opdatere i hotellets bookingsystem.

Eksemplet er en ganske jordnær historie om, hvad en cloudløsning kan. Hidtil har man kunnet læse historier om, at ”skyen er fed og giver masser af besparelser”.

Her er historien konkret,« siger Jesper Gødvad, der har allieret sig med Savoy Hotel i København om at teste systemet i disse måneder.

Pris og belægning

Ifølge Jesper Gødvad har adskillige hoteller fulgt eksemplet, blandt andet fra flybranchen med, hvordan man booker sæder til forskellige priser alt efter efterspørgsel.

Det at sælge et værelse er ikke længere blot et spørgsmål om, hvorvidt værelset er ledigt, og at det i givet fald blot kan sælges til prisen.

Det er et spørgsmål om at forsøge at opnå den rigtige pris på det rigtige tidspunkt fra den rigtige kunde og via den rigtige salgskanal – en handling, der kaldes revenue management/indtægtsstyring.

Værelsesdøgn kan ikke lagerføres! Det værelse, som ikke er solgt i dag, kan ikke sælges i morgen.

Genkendelighed

Alle hoteller har mulighed for at erhverve Roomaxe-systemet. Der skal ikke investeres i hardware. De bliver ikke bundet af årelange kontrakter, men har mulighed for at teste systemet før et køb.

Endvidere får de en intuitiv brugergrænseflade, der er nem at forstå. Man behøver kun en internetforbindelse. Roomaxe kan benyttes udelukkende som system for onlinebooking til egen hjemmeside uden at investere i Roomaxe som Property Management System.

Hvis hotellet ønsker det – eller behovet skulle opstå – vil brugerne nemt kunne udvide med lav omkostning.

Klientprogrammet er skrevet i WPF (Windows Presentation Foundation). Brugeren får den samme oplevelse som med et desktopprogram, og skærmbilledet kan skaleres til brugerens skærm, ligesom en opdatering er nem.

Roomaxe-teknologien er baseret på Microsofts cloud computing-platform, Windows Azure. Med Azure kan serverkapaciteten skaleres næsten øjeblikkeligt til det konkrete behov, og omkostningerne er variable efter forbrug.

En af de store fordele ved programmet er, at det kan downloades og bruger-
testes, før man køber det. Der skal ikke investeres i hardware, og programmet sælges med fuld funktionalitet fra start. 7

Der er lagt vægt på, at brugervejledningen er enkel og ikke mindst genkendelig.

Roomaxe-programmet indeholder revenue management/indtægtsstyringsfunktionalitet,
onlinebooking med betalingsopkrævning og payment, ubegrænset interface/integrationsmulighed til eksterne systemer, automatiseret og gratis systemopdatering og en gennemsigtig prissætning/omkostning for hotellet.

[pt id='2013683' size='large' link='file' html_attrs='title="Den nye Roomaxe-hotelløsning med Microsoft-cloud computing bliver i disse måneder testet på Savoy Hotel i København."']

Hvorfor cloud?

Det var et tilfældigt møde i et tog, som satte Jesper Gødvad i gang med det nye system. Hans studiekammerat René Løhde, ansat hos Microsoft, fortalte om sit arbejde.

Det gav ideen til udviklingen af et system, hvor man ikke mere opererer med egne servere, men forenkler hele systemet til at ligge online, altså cloud, hvor vedligeholdelse gøres af udbyderen.

Rene Løhde med den amerikanske titel Solutions Sales Professionel i Microsoft
Western Europe oplyser, at al forretningsanalyse i dag peger på, at det bedst kan betale sig at koble sig på en central produktion, og siger:

»I gamle dage arbejdede en smed i sin smedje. Skulle han bearbejde jernet, havde han brug for el til sine maskiner for at være konkurrencedygtig. Han køber elektriciteten og kobler sig på en central produktion, som er kraftværket. Det samme gælder i dag for it, hvor det er billigere at koble sig på den centrale produktion ”i skyen” i stedet for at investere i sin egen server.

En server er dyr, den skal hele tiden opdateres. Hvis der sker uheld, risikerer virksomheden at blive lammet økonomisk. Måske endda gå konkurs.

De store servere er stabile, det er billigere at koble sig på dem, og man skal ikke tænke på høje udgifter til opdatering og nyanskaffelser.«

Skru op og ned for data

Microsoft har placeret sine kæmpe datacentre til at servere forskellige steder i verden.

Ifølge René Løhde arbejder man hos Microsoft efter alle kunstens regler på hele tiden at optimere. Et af disse datacentre ligger i Irland og fylder et areal svarende til størrelsen af 13 fodboldbaner.

»Placeringen i Irland er valgt på grund af de kølende vinde fra vest. Her er teknikken placeret i store forseglede containere, der hver indeholder omkring 2.500 blades – eller servere.

Afkølingen er så vigtig, at der også findes datacentre uden afskærmning – hverken sider eller gulv – for at give optimal afkøling ved hjælp af vinden,« fortæller René Løhde.

»Microsoft har worldwide seks offentlige datacentre inddelt i tre regioner. En region dækker Nord- og Sydamerika. En anden region dækker Europa og Afrika med datacentre ved Dublin og Amsterdam. Den tredje Microsoft-region i Asien ligger i Hongkong og Singapore.

Vi kører altid med en overkapacitet på cirka 90 procent for til enhver tid at kunne levere data. Det er nemt, og det kan gøres online her og nu.

Alt efter behov kan brugerne ”skrue op og ned” for leveringen af software. Fuldstændig ligesom man gør med fjernvarmen hjemme i privaten,« slutter René Løhde.

azure

Windows Azure er Microsofts cloud computing-platform, hvor serverkapaciteten næsten øjeblikkeligt kan skaleres til det konkrete behov.

Del denne