Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

LG’s smukke supermodel

LG’s ene EISA-prisvinder – 55LM960V – er kåret som årets smarte tv. Måske havde en award for smukt design været endnu mere relevant?.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Da fruen i denne del af T3-tårnet blev præsenteret for LG 55LM960V, overgav hun sig totalt. I hendes optik er denne skærm tættere på det perfekte end noget andet tv, hun til dato har oplevet. Fruen har nemlig den holdning, at det eneste synlige ved et tv skal være billedet, og med næsten usynlige kanter foroven og i siderne samt en smal sort stribe under billedet er dette LG toppen. Den tynde metalramme omkring panelet måtte gerne være sort i stedet for blank, men det kan en handyman klare med en rulle tape.

Den medfølgende bordfod, som minder om en dobbelt boomerang, er gedigen, men dens formsprog matcher ikke rigtig skærmens stramme linjer. Det er heldigvis ikke noget problem, når det tynde panel skal op og hænge på væggen.

Nanoteknologi og direkte baglys

En teknologisk nyskabelse er en yderst tynd film, som er printet med mikroskopiske prikker og placeret mellem batteriet af lysdioder og bagsiden af LCD-panelet. Denne film bidrager til en mere jævn og effektiv fordeling af lyset på skærmen, så billederne bliver stærkere, klarere og mere naturlige.

I denne klasse fravælger producenterne normalt kantlys, hvor et begrænset antal lysdioder sidder i rammen rundt omkring panelet, til fordel for et meget stort antal lysdioder bag panelet. Denne løsning koster nogle millimeter i dybden, men gør det til gengæld muligt at arbejde med lokal dimming i mange områder, så sort bliver helt sort, og der kommer mere blus på højlyset.

Endnu en fordel ved denne panelteknologi er, at betragtningsvinklen bliver bredere.

Masser af processorkraft

Ligesom computere og smartdevices får tv’er stadig kraftigere processorer. Til LM960V har LG brugt en 1 GHz CPU med to kerner og mere end dobbelt så meget regnekraft som i billigere smarte tv’er. Det betyder, at indlæsningen af en stor og tung hjemmeside som www.dr.dk går mærkbart hurtigere end normalt på et tv, og skriver du www.t3.dk i URL-feltet, har du dit gadgetmagasin på skærmen på et øjeblik.

Når det gælder grafik, bruger LG fire kerner mod normalt én. Det rækker til 3D-spil uden buffering.

3D og tryllestav

Ligesom de billigere LG 3D-LCD-tv’er fungerer LM960V med passive briller, og fire almindelige par plus to Dual-Play-briller er med i pakken.
Det er muligt at justere dybden eller afstanden mellem de enkelte ”lag” i 3D-optagelser. Der er også 3D-lydzoom, og denne funktion får faktisk lyden til at blive lidt mere 3D-agtig – i overensstemmelse med bevægelserne på skærmen.

LG’s ekstra Magic Motion-fjernbetjening ligner sig selv, men til LM960V er den blevet endnu mere museagtig og nemmere at bruge. Den har også fået en indbygget mikrofon til stemmestyring, men denne funktion er endnu ikke aktiveret på modellerne til de nordiske lande.

Faste T3-læsere vil huske, at LG’s apps flere gange har drillet mig. Den nye LG Magic-app fungerer med min iPod touch, men på min Sony Ericsson-smartphone kører den ikke. Ud over de sædvanlige betjenings- og delingsfunktioner er det muligt at sende tv-billedet med lyd trådløst til iPod’en. Sej killer-feature.

Skønt billede og o.k. lyd

Billedkvaliteten er selvfølgelig helt i top. Ville du vente andet til den pris? Sort og nuancer i mørke områder gengives med en imponerende dybde, og hurtige bevægelser, f.eks. i sport, virker særdeles naturlige. Dog bør du være forsigtig med at placere tv’et i forhold til lyskilder og vinduer i rummet, for der er forholdsvis meget genskin i den reflekterende skærm.

Jeg havde ikke ventet, at jeg nogensinde skulle skrive ”o.k.” om lyden fra et 38 mm tyndt flad-tv med usynlige højttalere, men man skal jo aldrig sige aldrig. Højt kan tv’et ikke spille, men en slags bas er der i lyden i kraft af en lille flad højttaler på bagpanelet, og mellemtonen er klar nok til at sikre en god taleforståelighed.