Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Let billedsøgning på nettet

Med Cooliris navigerer du let rundt blandt de millioner af billeder, du kan finde på internettet.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er ikke, fordi det er specielt svært at finde billeder på internettet, faktisk næsten tværtimod. Et af problemerne er nærmere at finde rundt i dem, når du først har søgt på dem.

Men det kan du få hjælp til. Cooliris er et lille add-on til din browser, som gør, at du let kan navigere rundt i billeder.

I den nyeste version af Cooliris er det ikke kun muligt at søge på billeder på nettet. Nu kan du også søge på billeder gemt på din lokale harddisk eller enheder koblet til din computer.

Du får også mulighed for at søge blandt forskellige kategorier på nettet, såsom trailere til film, tv-udsendelser og andre spændende ting.

Cooliris præsenterer indholdet i en væg-agtig præsentation, og hvis du har set Matrix og været vidne til, hvordan vægge med våben kommer farende ind, så har du en meget god ide om, hvordan Cooliris virker.

Hvis du søger almindeligt på Google og finder billeder ad den vej, så vil dine billedresultater blive forsynet med et lille logo, hvis de kan indgå som en del af en Cooliris-søgning. Klik på billedet, og du kan se hele væggen med billeder igen.

Cooliris fungerer godt og let, og det giver hurtigt et godt overblik over billederne. Du kan også både zoome ind og ud, så du bedre kan overskue mange billeder eller måske lettere få et overblik over et enkelt billede.