Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Lenovo ThinkCentre X1: Veldesignet alt i en-pc sørger for det rette udsyn

Det må siges at være en vellykket konstruktion, når en computer overbeviser visuelt, leverer en god skærmoplevelse og er støjsvag i hverdagen.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Lenovo ThinkCentre X1 er velsagtnes rettet især mod kontorbrug, men hvis man kan lide de kvaliteter, den har, så vil den i lige så høj grad kunne udfylde rollen som hjemmecomputer.

Fordelene er til at få øje på. Man slipper for at skulle finde plads til den stationære computer et sted i nærheden af skærmen, for den er jo integreret i selvsamme skærm. Denne alt i en-computer er oven i købet endt med at blive ganske elegant og designerslank i sit udtryk.

Lidt fikst til kontoret

Designet virker friskt og moderne samtidig med, at der signaleres kontorskærm. Set forfra virker den udpræget tiltalende med en matsort skærmramme og den ubrudte glasbelægning.

Den runde tynde metalfod understreger letheden, hvilket skærmfoden i højeste grad også gør. Den runde blanke metalstander, der skråner fra foden op mod skærmen og ender i hængslet, er også en meget elegant løsning.

Selve skærmkassen er kun 11 mm tyk alt inklusive med en metalkant, der går hele vejen rundt. Maskinrummet, om man vil, der hvor computeren befinder sig, skyder ud fra bagsiden af ThinkCentre X1 og dækker det meste af nederste halvdel af skærmarealet bagpå.

Det rillede plastkabinet er det lykkes Lenovos designere at integrere på en måde, så ideen med, at det skal være der, ikke blot ligner en pludselig indskydelse. Det går langt fra altid så godt med den slags.

Det lette skyts

Generelt hører alt i en-computere ikke til blandt de stærkeste talknusere. Når man som i dette tilfælde gør en dyd ud af designet, gælder det særligt.
Til almindeligt forefaldende kontor eller receptionsarbejde er computeren mere end stærk nok. Den vil også fungere glimrende, hvis man hjemme har behov for at skrive e-mails, surfe, udregne budgettet i Excel eller blot har brug for lidt underholdning.

Tungere opgaver og i særdeleshed grafiktunge opgaver er denne computer ikke skabt til, da der ikke er noget dedikeret grafikkort. Men så længe man har afstemt behovet inden købet, får man en computer, der vil klare sig fint i hverdagen. Ydelsen kan sammenlignes med de kraftigere af nutidens tynde bærbare.

De 8 GB ram passer fint til de opgaver, den er skabt til. Ssd'en på 256 GB i ThinkCentre X1 lyder måske ikke af så meget som eneste drev, men i virksomhederne gemmes der alligevel ofte ikke så meget lokalt på maskinerne. Udvidelsesmulighederne er ikke til stede, man får, hvad man køber af hardware. Det er også altid et spørgsmål om tilgængelighed, når man taler om en alt i en-computer.

De tre af USB 3.0-portene befinder sig da også sammen med DisplayPorten på bagsiden, hvor USB-stikkene er knap så lette at komme til. De resterende, hvoraf en er til hurtigopladning, findes i siden af computerkabinettet, hvor de lettere kan tilgås.

Med til computeren følger et Lenovo slimline tastatur og en Lenovo mus, begge er trådløse. Tastaturet har en forholdsvis lang vandring, og er lidt til den bløde side, men dog udmærket. Musen er fint udformet til brug med begge hænder, og den er dejlig tung.
I testen følte vi os dog hensat til eventyret Tommelise, for hold op hvor er den mus lille. En typisk mus til brug med bærbare.

Her blændes ingen

At ydelsen er fin til almindelig moderat krævende brug er konstanteret. Man kunne ønske ergonomiske indstillingmuligheder, men samlet set mangler man ikke noget.

Det skyldes ikke mindst skærmen, den har en tilstrækkelig lysstyrke og detaljerigdom til, at den er meget behagelig i brug. Det bedste er dog, at skærm-reflektioner i høj grad elimineres, og dette uden at billedet bliver fladt og livløst at se på. 

Samlet vurdering

Til almindelig kontorbrug med moderat krav til hardwaren er denne alt i en-computer nærmest genial. Den er velbygget og tager sig unægteligt flot ud på et kontor. Tilslutningsmulighederne er absolut fine for typen, og skærmen er flot med minimale refleksioner.