Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Lenovo i nye klæder

It-giganten Lenovo har sendt sin nye serie af laptops på markedet, specielt spændende er X-serien, og Alt om DATA har testet topmodellen X1, der primært er rettet mod virksomhederne.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Lige siden Lenovo overtog IBM’s computerafdeling, har dets laptops lignet de modeller, som IBM gjorde så kendte. Samtidig holdt Lenovo godt fast i den kvalitet, som IBM havde stået for, så serien af Thinkpads fortsatte med at være gode stabile computere, der dog også var meget forudsigelige i både ydelse og udseende.

Men i foråret offentliggjorde Lenovo, at man nu ændrede på en del af det, der havde gjort Thinkpad kendt. Designet skulle ændres for visse modeller, ydelsen skulle have et spark op, og man ville satse mere på at ramme slutbrugerne, og ikke kun virksomheder. Alt om DATA har testet top-modellen X1, der dog stadig retter sig mod virksomheden og den krævende forretningsmand.

Designet har fået et markant løft, ydelsen er flot uden at være prangende, men opstartstiden fik os til at sætte os ned og overveje, om der var en fejl et eller andet sted. Mere om det senere.

De nye linjer

Hvor Lenovo før var firkantede kasser, så har X1 fået et slankt og meget elegant design, ja, faktisk er computeren kun 16 mm tyk (eller tynd om du vil), og blandt andet så kan skærmen åbnes så meget op, at den faktisk kan ligge i direkte forlængelse af bunden. Samtidig er der ingen tvivl om, at det stadig er et stabilt design.

Tastaturet er med isolerede taster, også kaldet et ø-type-tas-tatur. Anslaget er rigtig godt, og det er meget behagelig at arbejde på. Skærmen er i topklasse, billedet står skarpt, uanset hvad du bruger maskinen til, hvilket i høj grad kommer af det glas, der ligger over skærmen, og som er af typen Corning Gorilla Glass.

Vi blev på flere områder glædelig overraskede, da vi startede X1 første gang. For det første så gik der kun 28 sekunder, før den var klar til brug, og for det andet så var den ikke udstyret med alskens bloatware. Den software, som Lenovo havde valgt at lade følge maskinen, skulle du selv installere via et link. Stor ros til Lenovo.

Men vi gentog lige opstarten et par gange, for 28 sekunder var vildt. Men uanset hvor mange gange vi slukkede og genstartede maskinen, så var opstarten på 28 sekunder. At slukke maskinen var endnu hurtigere. Faktisk så gik der kun seks sekunder fra vi valgte ’Luk computeren’, til den var helt slukket.

Der er ingen tvivl om, at den indbyggede ssd er en del af årsagen til den lynhurtige opstart og nedlukning, men også et nært samarbejde med Intel har gjort, at Lenovo har været i stand til at optimere opstarten markant. Producenten skriver da også, at X1 er ustyret med RapidBoost-teknolgien, og sammen med dets RapidDrive-teknologi og det indbyggede ssd, ja, så skal du lede længe efter en laptop, der booter hurtigere.

Lidt flere tal

Vi sendte nu X1 igennem vores benchmark, herunder 3DMark06 og PCMark Vantage. Her var det tydeligt, at X1 var optimeret til forretningsbrug og ikke spil. For den scorede kun 3.698 3DMarks, men den scorede hele 11.598 PCMarks. Hvilket var ret flot.

Vi sendte den også igennem Cinebench, hvilket gav 8,43fps i OpenGL-testen og 2,88pts i cpu-testen. Fine tal, men igen nogle, der underbyggede, at det ikke er en maskine til spil og deres 3D-krav.

Endelig sendte vi den igennem Battery Eater, hvilket ikke gik helt så godt for X1. I den hårdeste test overlevede batteriet kun 50 minutter, mens det gik bedre i den lettere test. Her kunne den klare 3 timer og 45 minutter, hvilket var fint, men ikke imponerende.

Heldigvis kan der sættes et ekstra stort batteri i X1, men batterilevetiden burde stadig have været langt bedre. X1 er perfekt at bære rundt på, for vægten ligger kun på 1,7 kg, når batteriet er monteret, og skærmen er med sine 13,3" perfekt til rejsebrug.

Men, og det er et meget stort men, den larmer. Der er en blæser, der meget hurtigt begynder at køre, når du bruger X1, og det er en lyd, der meget hurtigt bliver irriterende, og det trækker en hel del ned og ville klart få os selv til at overveje brugen af denne i øvrigt glimrende maskine i længere tid ad gangen.